Forløbet tilrettelægges sammen med dig ud fra dine ønsker og behov. Som udgangspunkt skal du møde hos os 4 gange om året. Mellem besøgene kan du altid få kontakt med dine behandlere på mail eller telefon. Du får både en kontaktlæge og en kontaktsygeplejerske, og vi vil arbejde på, at du altid møder mindst ét kendt ansigt, når du kommer hos os.
Vi har erfaret, at unge bliver mere tilfredse med at komme i Diabetes Ungeklinikken og kan tage større ansvar for deres diabetes, hvis de taler alene med personalet noget af tiden. Du kan derfor som udgangspunkt altid forvente at få tid alene med sygeplejersken. Dine forældre er altid velkomne til at deltage, og vi inddrager dem i det omfang, som du og de ønsker det.