Dagen før undersøgelsen bliver du indlagt på hospitalet, hvor du bliver målt og vejet. På undersøgelsesdagen lægger vi et perifert venekateter (PVK) ind i en blodåre i din albuebøjning. Herefter skal du forholde dig i ro i mindst ½ time, indtil selve undersøgelsen begynder.
Når undersøgelsen begynder, tager vi blodprøver gennem PVK’en. Herefter får du sprøjtet de 2 hormonstoffer (insulin og TRH) ind i din blodåre gennem PVK’en. Insulinet sænker dit blodsukker, og du kan opleve for eksempel forbigående sult, let koncentrationsbesvær, svimmelhed, hjertebanken eller svedudbrud. TRH kan give dig kortvarig varmefornemmelse, smagsforstyrrelse, trang til vandladning og i sjældne tilfælde kvalme.
Vi tager blodprøver gennem PVK’en i din arm undervejs i undersøgelsen for at følge dit blodsukkerniveau og produktionen af hormoner. Når dit blodsukkerniveau er tilstrækkeligt lavt, skal du drikke 3 glas saftevand tilsat druesukker, hvilket får dit blodsukker til at stige til normalt niveau.
Efter undersøgelsen fjernes PVK’en, og du kommer tilbage til sengeafsnittet, hvor du får serveret mad og drikke. Undersøgelsen varer cirka 2 ½ time.
Du kan efter undersøgelsen opleve træthed og hovedpine, hvilket skyldes det lave blodsukker i løbet af undersøgelsen. Såfremt der ikke er planlagt yderligere undersøgelser under indlæggelsen, kan du forvente at blive udskrevet fra sengeafsnittet over middag, efter frokost og middagshvil.