Hypofysefunktionsundersøgelse type I ambulant
-
-
Inden undersøgelsen bliver du målt og vejet.
Vi lægger en kanyle (venflon) i en blodåre i din albuebøjning. Herefter skal du holde dig i ro i mindst 1 time. Kanylen bliver siddende i din arm under hele undersøgelsen.
Når selve undersøgelsen begynder, tager vi blodprøver gennem kanylen. Herefter får du sprøjtet de 2 hormonstoffer (insulin og TRH) ind i din blodåre gennem kanylen. Insulinet sænker dit blodsukker, og du kan opleve fx forbigående sult, let koncentrationsbesvær, svimmelhed, hjertebanken eller svedudbrud.
TRH kan give dig kortvarig varmefornemmelse, smagsforstyrrelse, trang til vandladning og i sjældne tilfælde kvalme.
Vi tager blodprøver gennem kanylen i din arm undervejs i undersøgelsen for at følge dit blodsukkerniveau og produktionen af hormoner.
Når dit blodsukkerniveau er tilstrækkeligt lavt, skal du drikke 3 glas saftevand tilsat druesukker, hvilket får dit blodsukker til at stige til normalt niveau.
Efter undersøgelsen fjerner vi kanylen fra din arm, og du får serveret mad og drikke.
Undersøgelsen varer cirka 3 timer.
-
Mød fastende til undersøgelsen
Fra midnat inden undersøgelsen og indtil morgenen på undersøgelsesdagen skal du ligge i din seng. Du skal desuden faste fra midnat før undersøgelsen og helt frem til afslutningen på undersøgelsen, da undersøgelsens resultat ellers kan være misvisende.
Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Du skal følge nedenstående retningslinjer:
- Du må ikke spise fra midnat og frem til undersøgelsen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke lidt vand.
- Du må ikke ryge.
- Du må ikke tage medicin fra midnat og frem til undersøgelsen, medmindre du har aftalt det med lægen.
Hold dig i ro
Få en god nattesøvn inden undersøgelsen.
Du må ikke cykle eller løbe på vej til sygehuset. Benyt bus eller bil. Hvis du bliver forsinket, så undgå at stresse af sted.
Tag ikke bad
Du må ikke tage brusebad om morgenen inden undersøgelsen.
Medbring din morgenmedicin
Medbring din sædvanlige medicin, så du kan tage den efter undersøgelsen.
Følg disse retningslinjer, medmindre lægen har givet dig anden vejledning.
-
Du kan efter undersøgelsen opleve træthed og hovedpine, hvilket skyldes det lave blodsukker i løbet af undersøgelsen.
Svar på undersøgelsen
Den behandlende læge indkalder dig til svar og videre planlægning, når alle svar fra undersøgelsen er klar. Hvis vi har aftalt, at du får samlet svar på denne og eventuelle andre undersøgelser, kan det påvirke ventetiden.
-