Inden undersøgelsen får du målt din højde og vægt, samt din puls og dit blodtryk.
Vi lægger en kanyle (venflon) ind i en blodåre i din albuebøjning. Herefter skal du forholde dig i ro i mindst 1 time, indtil selve undersøgelsen begynder. Kanylen bliver siddende i din arm under hele undersøgelsen.
Når selve undersøgelsen begynder, tager vi blodprøver gennem kanylen. Derefter skal du tage 2 tabletter pyridostigmin med 1 glas vand.
Efter 1 time tager vi blodprøver, og vi sprøjter GHRH ind i din blodåre igennem kanylen. Det stimulerer produktionen af væksthormon. Ved indsprøjtningen kan du opleve en kortvarig varme og rødmen i ansigtet.
I løbet af den næste time tager vi blodprøver gennem kanylen med jævne mellemrum for at følge produktionen af væksthormon.
Vi fjerner kanylen, og du får serveret mad og drikke. Herefter kan du tage hjem, hvis du ikke har aftaler om flere undersøgelser. Undersøgelsen varer cirka 3½ time.