Sådan lindrer og behandler du symptomer på astmatisk bronkitis hos børn fra 0-5 år
Astmatisk bronkitis er en sygdom i luftvejene, som viser sig ved, at dit barn hoster, hvæser eller har pibende vejrtrækning. Astmatisk bronkitis er som regel udløst af en forkølelsesvirus.
Sygdommen er meget almindelig i småbørnsalderen. 2/3 af de børn, der får astmatisk bronkitis, vokser fra sygdommen.
-
Astmatisk bronkitis er en sygdom i luftvejene, som viser sig ved, at dit barn hoster, hvæser eller har pibende vejrtrækning. Astmatisk bronkitis er som regel udløst af en forkølelsesvirus.
Sygdommen er meget almindelig i småbørnsalderen. 2/3 af de børn, der får astmatisk bronkitis, vokser fra sygdommen.
-
Symptomerne på astmatisk bronkitis kan være:
- hoste – tør eller med slim
- hvæsende, pibende og hurtig vejrtrækning
- indtrækninger under/mellem ribbenene og ved halsen
- at barnet er forpustet i forbindelse med leg og bevægelse
- at barnet er mere stille og måske mere trygheds-søgende, end det plejer at være – eller mere uroligt og rastløst
- eventuelt feber
- dårlig appetit og manglende lyst til at drikke.
-
Når barnet viser tegn på astmatisk bronkitis, skal det have anfaldsmedicin, også kaldet ’blå medicin’. Barnet får medicinen via en spacer (se billedet). På hospitalet kan dit barn dog også få medicinen via et forstøver-system.
Barnet skal have medicinen, så længe der er tegn på astmatisk bronkitis.
Vi anbefaler, at du maksimalt giver dit barn 2 pust anfaldsmedicin 8 gange i døgnet, hvis barnet behandles hjemme.
Du behøver ikke at vente 3 timer mellem hver inhalation. Der kan være brug for at give 2-3 inhalationer med kortere intervaller. Hvis der er brug for at give mere end 8 inhalationer i døgnet, skal du kontakte en læge. Husk, at dit barn også kan have brug for medicin om natten, selvom det sover.
Hvis barnet har gentagne anfald af astmatisk bronkitis, kan det blive aktuelt at behandle det med forebyggende medicin.
-
Som forælder kan du være med til at afhjælpe dit barns symptomer ved at følge disse retningslinjer:
- Dit barn tåler ikke røg fra cigaretter og damp fra E-cigaretter. Passiv rygning forværrer dit barns astmatiske bronkitis, og dit barn bør aldrig opholde sig, hvor der bliver røget.
- Lad dit barn sove med let hævet hovedgærde.
- Lad barnet sove i et køligt og veludluftet rum med en temperatur på cirka 20°.
- Luft ud i hjemmet et par gange om dagen af 5-10 minutters varighed. Der skal helst være gennemtræk, når du lufter ud.
- Sørg for, at dit barn føler sig trygt og roligt. Barnet har det ofte bedst, når det er ’på arm’.
- Giv dit barn rigeligt at drikke.
- Begræns os fra eventuel brændeovn, stearinlys med videre.
- Vær opmærksom på stærke dufte/lugte, da de også kan forværre barnets tilstand.
Dit barn kan komme i daginstitution eller dagpleje, når det er feberfrit og kan deltage i hverdagen. Søg læge, hvis du er utryg ved barnets sygdom.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Børne- og Ungeafdelingen
Sekretariatet
Tlf. 97 66 33 30
Ambulatorium for Børn og Unge
Tlf. 97 55 34 00
Sygeplejerske
Tlf. 97 55 34 02
Mandag – fredag 8.00 – 9.00
Modtagelsen for Børn og Unge
Tlf. 97 66 34 21
Forældreundervisning om astmatisk bronkitis
Forældreundervisning om astmatisk bronkitis er for jer, der har et barn i alderen 0-5 år, der har astma eller astmatisk bronkitis. Hvis I har nære relationer, som ofte passer jeres barn, er de også velkomne til undervisningen.
I vil modtage undervisning, så I kan observere og optimere behandlingen af astmatisk bronkitis i hjemmet. I kan være medvirkende til at undgå samt forebygge forværring i barnets astmatiske bronkitis og dermed måske undgå en indlæggelse.
Undervisningen foregår formiddag eller eftermiddag. Undervisningen varer cirka 2½ time og indeholder følgende emner:
- Hvad er astmatisk bronkitis?
- Hvad består luftvejene af?
- Symptomer
- Medicinsk behandling
- Akut astmatisk bronkitis – Børnemodtagelsen
- Faktorer, der irriterer luftvejene
- Vejledning til forældre
- Et godt indemiljø
- Hvornår mistænker man astma?
I løbet af undervisningen er der en pause, hvor I som forældre har mulighed for at drøfte jeres erfaringer med hinanden, og hvor I har mulighed for at stille specifikke spørgsmål omkring jeres eget barn.
Det er vigtigt, at I som forældre til et barn med astmatisk bronkitis har viden om sygdommen og behandlingen.
-
Astmaskolen for Børn og Unge
Sankt Jørgens Gade 11, stuen
9000 Aalborg
Tlf. 97 66 34 67 eller 22 80 30 94
Mail: astmaskolen@rn.dk
Vi træffes bedst: Onsdag 8.00 – 15.00