Behandling med methotrexat
-
-
Methotrexat hæmmer de mekanismer i celledelingen og immunsystemet som gør, at din sygdom er aktiv.
-
Du skal tage MTX enten som tablet eller indsprøjtning (injektion) 1 gang ugentligt på en fast ugedag. Det er bedst at tage det om aftenen for at undgå den kvalme, som ellers kan forekomme, efter at du har indtaget medicinen.
Vi hjælper løbende med at justere dosis i forhold til din sygdomsaktivitet, så du får den lavest mulige dosis, der har effekt.
Virkningen af Methotrexat sætter ind efter nogle ugers behandling, men du kan først forvente fuld effekt efter 6-12 ugers behandling. Behandlingstiden vil oftest være måneder til år.
Tag ekstra folinsyre
Vær opmærksom på, at MTX hæmmer B-vitaminet folinsyre. Du bør derfor tage et ekstra tilskud af dette vitamin hver uge. Tag vitaminet forskudt for MTX, så du fx tager MTX om onsdagen og folinsyre 5 mg fredag morgen.
Fakta om Methotrexat
MTX er ikke kemoterapi
Methotrexat er opført i Lægemiddelkataloget som en kemoterapi, fordi MTX i meget store doser kan anvendes som en kemoterapi ved visse kræftformer. I små doser på 25 mg per uge, er MTX ingen cellegift og har ingen kemoterapivirkning.
MTX påvirker ikke sårheling
MTX-behandling påvirker hverken helingen af sår i huden eller af knogler. Alligevel er det en udbredt misopfattelse, som patienter ofte møder.
Du kan godt blive vaccineret, selvom du får MTX
Der er ingen officielle anbefalinger i forbindelse med vaccination og brug af MTX. Du kan uden videre få influenza-vaccine eller vaccine uden levende virus. Skal du vaccineres med levende organismer, kan du eventuelt holde en pause med MTX 1 uge før og 2 uger efter, fx ved vaccination mod gul feber, tuberkulose, skoldkopper, mæslinger, fåresyge, røde hunde, tyfus eller kolera.
Du kan godt gå i svømmehal
MTX udskilles ikke i sved. Du skal derfor ikke tage særlige forholdsregler ved brug af svømmehal, varmtvandsbassiner eller ved at gå til massage.
-
Som mange andre lægemidler kan Methotrexat have bivirkninger. Bivirkningerne er ofte afhængige af, hvilken dosis du får.
Nogle bivirkninger mærker du selv:
- maveproblemer, fx nedsat appetit, kvalme og diarré
- sår i munden
- udslæt eller kløe i huden
- Methotrexat kan desuden påvirke dit immunforsvar, så du har lettere ved at få infektioner.
Andre bivirkninger mærker du ikke selv:
- Methotrexat kan hæmme dannelsen af blodplader samt hvide og røde blodlegemer. Derfor er det nødvendigt, at du regelmæssigt får kontrolleret blodprøver.
- Methotrexat kan påvirke leverfunktionen, som vi derfor også kontrollerer.
-
Få taget blodprøver før hver kontrol
Under behandlingen skal du møde til regelmæssig kontrol af effekt og eventuelle bivirkninger.
Du skal have foretaget blodprøvekontrol hver 14. dag de første 2 måneder efter behandlingsstart. Herefter hver 3. måned.
Du skal altid få taget blodprøven inden du tager næste dosis Methotrexat. Det vil sige, at hvis du skal tage Methotrexat tirsdag aften, så skal du få taget blodprøverne enten samme dag eller dagen før – altså om mandagen eller tirsdag morgen.
Du kan selv afgøre, hvilken ugedag det passer dig bedst at få taget blodprøver og dernæst tage Methotrexat, bare du følger den rækkefølge, vi har beskrevet her.
-
Kontakt straks din læge ved for stor dosis
Hvis du ved en fejl kommer til at tage for meget medicin, skal du henvende dig til din egen læge eller hudlæge samme dag.
Spørg din læge, før du tager anden medicin
Hvis du skal bruge anden medicin, fx håndkøbsmedicin, mens du er i behandling med Methotrexat, skal du først tale med din læge. Specielt skal du:undgå præparater, der indeholder acetylsalicylsyre, fx Hjertemagnyl® , Kodimagnyl® og Treo®
- undgå NSAID-præparater, der bruges mod smerter og gigt, fx Brufen®, Ibuprofen og Ipren®.
- undgå sulfapræparater og medicin, der indeholder trimethoprim.
I stedet kan du bruge præparater med paracetamol, fx Panodil®, Pamol® og Pinex®.
Undgå graviditet
Methotrexat kan give fosterskader. Både kvinder og mænd i den reproduktive alder skal derfor bruge sikre præventionsmidler under og op til 3 måneder efter afsluttet behandling med Methotrexat. Du må desuden ikke få Methotrexat, hvis du er gravid eller ammer.
Vær forsigtig med at indtage alkohol
Både Methotrexat og alkohol påvirker leveren. For at mindske risiko for leverskader, bør du være forsigtig med at indtage alkohol og hvis muligt helst undgå det eller begrænse indtaget til 3-7 genstande om ugen.
Kontakt din læge ved infektion
Methotrexat kan påvirke dit immunforsvar, og du kan have lettere ved at få infektioner. Får du en infektion skal du kontakte os eller Lægevagten.
-