Knoglemarvsundersøgelse
-
-
Knoglemarvsundersøgelsen foregår i Medicinsk Ambulatorium, uanset om du er indlagt eller ej.
Under undersøgelsen skal du ligge på siden med ryggen til lægen. Det er kun nødvendigt at blotte området omkring hoftekammen.
Først spritter vi huden af, og dernæst lægger vi en lokalbedøvelse. Du kan mærke, at det spænder og strammer i huden, mens du får lagt bedøvelsen, der lægges i et lille område af huden omkring hoftekammen. Bagefter vil du ikke føle smerte, men du vil stadig kunne mærke berøring.
Mens lokalbedøvelsen får tid til at virke, tager vi en blodprøve fra dit øre. Det gør vi for at sammenligne det blod, der cirkulerer rundt i kroppen, med blodet, der er under dannelse i knoglemarven.
Herefter udtages knoglemarven og en prøve af knoglen med en speciel kanyle.
Når knoglemarven suges ud, oplever nogle en ubehagelig fornemmelse i benene. Det skyldes et undertryk og varer kun få sekunder.
Når alle prøver er udtaget, fjerner vi kanylen og sætter et plaster på. Efter undersøgelsen kommer en laborant og tager en blodprøve.
Selve undersøgelsen varer cirka 15 minutter, men du skal afsætte cirka 45 minutter i alt.
Du må bevæge dig frit efter undersøgelsen.
Bedøvelsen fortager sig efter 1-3 timer.
-
Hold eventuelt pause med blodfortyndende medicin
Er du i blodfortyndende behandling, skal du eventuelt holde pause med medicinen. Du skal aftale nærmere med Medicinsk Ambulatorium.
-
Fjern plastret dagen efter undersøgelsen
Der er sjældent blødning efter undersøgelsen. En lille blødning på plastret kan dog forekomme.
Fjern selv plastret efter nogle timer.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have ømhed eller lette smerter efter undersøgelsen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb. Se vejledning på emballagen.
Hold øje med tegn på infektion
Du bør holde øje med tegn på infektion omkring indstiksstedet såsom rødme, varme og tiltagende smerte. Oplever du disse tegn på infektion, skal du kontakte din egen læge.
-
Det varer cirka 1 uge, før du får svar på undersøgelsen. I forbindelse med undersøgelsen får du at vide, hvor du skal henvende dig for at få svaret.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.