Elektrisk behandling af uregelmæssig hjerterytme (DC-konvertering)
-
-
Du møder i Hjertemedicinsk Ambulatorium.
Du møder fastende om morgenen. Måske har vi bedt dig om at få taget blodprøver forud for behandlingen. Har vi ikke det, er det noget af det første, der sker, når du kommer til os. Herefter får du målt blodtryk og hjertediagram (EKG), og vi skriver din journal.
Behandling under indlæggelse
DC-konverteringen kan også foregå, mens du er indlagt. Hvis du skal behandles under en indlæggelse, foretager vi løbende de relevante målinger, som går forud for behandlingen.
Bedøvelse før behandlingen
Der vil være 1 anæstesilæge, 1 opvågningssygeplejerske og 1 medicinsk læge til stede under din behandling.
Anæstesilægen skal bedøve dig og giver dig et bedøvende stof direkte i blodåren via et lille plastikkateter, som vi lægger i din hånd eller arm.
Du får en maske, som bliver holdt over din mund og næse. Masken kan lugte lidt af gummi.
Lægen har ansvaret for behandlingen, og hjertesygeplejersken har ansvar for alt det praktiske omkring dig.
Den bedøvende medicin, som du får sprøjtet ind i blodåren, kan give lidt svie, men medicinen virker ganske hurtigt, og du sover formentlig efter cirka 1 minut.
Behandlingen
Behandlingen foregår ved, at du får sat 1 elektrode (geléplade) på brystkassen og 1 på ryggen. Disse elektroder kobles til det el-apparat, der skal give stødet.
I nogle tilfælde er ét stød nok. Andre gange giver vi op til 3 stød, før hjertet slår over i normal rytme. I enkelte tilfælde lykkes det ikke at få normaliseret hjerterytmen.
Behandlingen varer 15 minutter. Så er du vågen igen.
Du vil ligge til observation på Opvågningen i cirka 2 timer, hvorefter du transporteres tilbage til Hjertemedicinsk Ambulatorium, der sørger for udskrivelse.
Du har ingen gener efter behandlingen.
Du får svar på behandlingen med det samme.
-
Få kontrolleret INR
Inden DC-konverteringen skal du være i behandling med blodfortyndende medicin i 3 uger.
Det er vigtigt, at den blodfortyndende behandling er i niveau. Det vil sige, at INR skal ligge over 2 i mindst 3 uger i træk umiddelbart inden behandlingen. Op til behandlingen skal du derfor med jævne mellemrum få INR kontrolleret hos din egen læge.
Anden blodfortyndende behandling
Hvis du er i behandling med én af de nyere slags blodfortyndende medicin såsom Pradaxa®, Xarelto® eller Elequis®, er det meget vigtigt, at du har taget din medicin, sådan som du har fået den ordineret.
Mød fastende til behandlingen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, så der ikke opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din behandling. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise eller drikke fra 6 timer inden behandlingen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke tynde væsker som vand, juice, kaffe og te uden mælk indtil 2 timer før behandlingen.
- De sidste 2 timer før behandlingen må du hverken spise eller drikke.
Følg disse retningslinjer, medmindre lægen eller sygeplejersken har givet dig anden vejledning.
Der kan gælde særlige regler for dig, fx hvis du er diabetiker, ryger, overvægtig eller gravid.
Tag medicin som aftalt og medbring medicinliste
Du skal tage din morgenmedicin som aftalt med sygeplejersken. Medbring en liste over din medicin, og kend din højde og vægt.
Forbered dig på, at der kan være ventetid
Du skal være opmærksom på, at der kan forekomme ventetid før behandlingen, da tidspunktet er afhængig af assistance fra narkoseafdelingen.
-
Aftal at blive hentet af en pårørende
Er indgrebet forløbet normalt, bliver du udskrevet senere samme dag og kan tage hjem. Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
Fortsæt den blodfortyndende behandling
Du skal fortsætte den blodfortyndende behandling, indtil andet er aftalt.
-
Selve bedøvelsen er meget kortvarig, og risikoen er derfor meget lille. Hvis det er nødvendigt at støde flere gange, kan din hud blive lidt irriteret.
I sjældne tilfælde kan man få langsom hjerterytme efter det elektriske stød. Sker det, bliver du behandlet med medicin eller en udvendig pacemaker.
I meget sjældne tilfælde kan behandlingen medføre en blodprop i hjernen.
-
3-4 uger efter dit stød skal du møde til kontrol hos en sygeplejerske i Hjertemedicinsk Ambulatorium.
Har du fortsat forkammerflimmer efter behandlingen, aftaler vi en behandlingsplan ved udskrivelsen. Det kan da være aktuelt at gentage behandlingen efter forbehandling med anden medicin.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.