Du møder i Hjertemedicinsk Ambulatorium.
Du møder fastende om morgenen. Måske har vi bedt dig om at få taget blodprøver forud for behandlingen. Har vi ikke det, er det noget af det første, der sker, når du kommer til os. Herefter får du målt blodtryk og hjertediagram (EKG), og vi skriver din journal.
Behandling under indlæggelse
DC-konverteringen kan også foregå, mens du er indlagt. Hvis du skal behandles under en indlæggelse, foretager vi løbende de relevante målinger, som går forud for behandlingen.
Bedøvelse før behandlingen
Der vil være 1 anæstesilæge, 1 opvågningssygeplejerske og 1 medicinsk læge til stede under din behandling.
Anæstesilægen skal bedøve dig og giver dig et bedøvende stof direkte i blodåren via et lille plastikkateter, som vi lægger i din hånd eller arm.
Du får en maske, som bliver holdt over din mund og næse. Masken kan lugte lidt af gummi.
Lægen har ansvaret for behandlingen, og hjertesygeplejersken har ansvar for alt det praktiske omkring dig.
Den bedøvende medicin, som du får sprøjtet ind i blodåren, kan give lidt svie, men medicinen virker ganske hurtigt, og du sover formentlig efter cirka 1 minut.
Behandlingen
Behandlingen foregår ved, at du får sat 1 elektrode (geléplade) på brystkassen og 1 på ryggen. Disse elektroder kobles til det el-apparat, der skal give stødet.
I nogle tilfælde er ét stød nok. Andre gange giver vi op til 3 stød, før hjertet slår over i normal rytme. I enkelte tilfælde lykkes det ikke at få normaliseret hjerterytmen.
Behandlingen varer 15 minutter. Så er du vågen igen.
Du vil ligge til observation på Opvågningen i cirka 2 timer, hvorefter du transporteres tilbage til Hjertemedicinsk Ambulatorium, der sørger for udskrivelse.
Du har ingen gener efter behandlingen.
Du får svar på behandlingen med det samme.