Fotografering på Aalborg Universitetshospital

Aalborg Universitetshospital er en offentlig institution. Men hospitalet er ikke et frit tilgængeligt område. Derfor må du ikke fotografere eller filme hverken patienter, pårørende eller personale uden i forvejen at have indhentet skriftligt samtykke.

Patienter, pårørende og personale skal kunne færdes på hospitalet uden at skulle gøre sig overvejelser om, hvorvidt de bliver fotograferet eller ej.

Det er ulovligt og krænkende, hvis man på Aalborg Universitetshospitals matrikler tager fotos/filmer personer uden deres samtykke, ligesom det i sagens natur også vil være ulovligt at offentliggøre dem.

Efter Straffelovens § 264a kan en person straffes, hvis denne ”uberettiget fotograferer en person, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, og personen ikke er en tilfældigt forbipasserende”.

Indgange til og forhallerne på Aalborg Universitetshospital er som ikke-frit tilgængelige steder omfattet heraf, ligesom patienter/pårørende og personale ikke er ”tilfældigt forbipasserende” personer.

Det betyder, at Aalborg Universitetshospital skal have besked om og give tilladelse til fotografering. Ligesom de personer, der optræder på billederne, skal give samtykke hertil. Dette gælder både stillfotos og levende billeder. Ønsker pressen at fotografere på en af regionens hospitaler og regionens institutioner, skal du kontakte regionens pressevagt på tlf. 97 64 80 40 eller mail presse@rn.dk.

Andre generelle anmodninger skal rettes til den enkelte afdeling, hvis man ønsker at fotografere der.