Du er indkaldt til en psykologisk undersøgelse hos Socialmedicinsk Enhed efter henvisning fra Jobcentret.
En psykologisk undersøgelse er en samtale, som foregår i samarbejde mellem dig og psykologen.
Samtalen varer sædvanligvis 2-3 timer, men vi holder pauser efter behov. Undersøgelsen kan også deles op i 2 samtaler, hvis der er behov for det.
Sådan foregår undersøgelsen
Samtale
Samtalen mellem dig og psykologen vil handle om disse spørgsmål:
- Hvordan er livet her og nu?
- Hvordan har dit liv formet sig tidligere?
- Hvordan forstår du dig selv?
- Hvordan plejer du at reagere og føle i forskellige situationer?
- Har du tidligere fået behandling i forhold til psykiske problemer?
- Hvordan forestiller du dig din fremtid?
Test
Ved nogle undersøgelser bruger vi psykologiske tests. En test kan fx bruges for at udrede intellektuelle funktioner eller vanskeligheder, lave en personlighedsbeskrivelse eller udrede stress, angst eller depression.
Rapport
Efter samtalen skriver psykologen en rapport. Du får rapporten tilsendt som et udkast, så du har mulighed for at læse den igennem og eventuelt kommentere eller tilføje til rapporten.
Hvis du har behov for at få gennemgået rapporten eller få den forklaret, har du mulighed for at komme til en ’tilbagemeldingssamtale’ eller tale med psykologen per telefon.
Praktiske forberedelser
Bruger du briller, så tag dem med
Hvis du har brug for briller for eventuelt at kunne udfylde en test, så tag dem med til undersøgelsen.
Tag mad med, hvis du har brug for det
Hvis du har brug for at spise i løbet af de 2-3 timer, som samtalen varer, så medbring gerne lidt mad. Du har ikke mulighed for at købe mad på Havrevangen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Hvis du ønsker mere præcis information om din undersøgelse, er du velkommen til at kontakte sekretæren og aftale, at psykologen ringer dig op inden undersøgelsen.