Hudkræft er den almindeligste kræftsygdom i Danmark i dag. Hudkræft opstår ved en skadelig påvirkning af hudens celler og kan vise sig som almindelig hudkræft eller som modermærkekræft. Almindelig hudkræft er oftest af typen basalcellekræft eller pladecellekræft. I det følgende kan du læse om behandling af basalcellekræft.
Hudkræft opstår i cellerne i hudens vækstlag. I langt de fleste tilfælde er det solens ultraviolette stråler, som er skyld i hudkræft. Der findes dog også hudkræft, som er opstået af andre årsager.
Hudkræft kan vise sig som en knude i huden eller som et sår, som ikke kan hele. Der skal dog tages en vævsprøve til nærmere undersøgelse, før diagnosen kan stilles.
Basalcellekræft i huden
Basalcellekræft er en form for hudkræft, hvor knuden i huden vokser meget langsomt og ofte udvikler sig over flere år. Knuden vokser på stedet og breder sig ikke til andre dele af kroppen.
Basalcellekræft er meget fredelig, men da der efterhånden dannes sår, som vokser og ikke kan hele, er det en god idé at fjerne knuden.
Den væsentligste årsag til basalcellekræft i huden er forbrændinger forårsaget af solen. Derfor ses denne kræftform oftest hos ældre mennesker, og kræften sidder på de steder, hvor huden har været mest udsat for sol – typisk i ansigtet. Folk med udendørs arbejde, ivrige soldyrkere eller personer med lys hud er også mere udsat for denne kræftform.
Det er ikke ualmindeligt, at man udvikler 2 eller flere knuder, når man har basalcellekræft, og man skal derfor være opmærksom på voksende knuder eller sår, der ikke kan hele. Sådanne forandringer bør kontrolleres hos lægen.
Sådan foregår behandlingen
Der er flere måder at behandle basalcellekræft på. Ved en forundersøgelse bliver du undersøgt af en plastikkirurg, som vurderer, hvilken behandling du skal have.
Kirurgisk behandling
Hvis knuden eller såret sidder overfladisk i huden, vil en hudlæge ofte skrabe eller fryse kræften væk.
Det er også muligt, at en kirurg skærer knuden væk, hvis huden efterfølgende kan lukkes uden problemer.
Hvis der skal fjernes så meget hud, at såret efterfølgende ikke kan lukkes direkte, kan det blive nødvendigt at foretage enhudtransplantation. Hvis det er tilfældet for dig, fortæller vi dig om det til forundersøgelsen.
Strålebehandling
Onkologisk Afdeling (kræftafdelingen) har mulighed for at strålebehandle basalcellekræft, hvis kræften sidder et sted, som er uegnet til kirurgisk behandling, fx ved øjne, næse eller mund.
Lysbehandling
Der er mulighed for lysbehandling eller såkaldt PDT (fotodynamisk terapi), hvis der er udbredte forandringer, fx hen over issen.
Denne behandling foregår ved hudlæge.
Sådan forbereder du dig
Undlad at ryge
Nikotin får blodkarrene til at trække sig sammen, hvorved der ikke kommer nok ilt til det område, hvor du er opereret. Det nedsætter sårets heling og øger risikoen for infektion, og du bør derfor undlade at ryge eller bruge nikotinplaster i 8 uger før og efter operationen.
Vær opmærksom på overvægt og alkohol
Risikoen for infektion og blødning stiger også ved overvægt og hyppigt forbrug af alkohol.
Kontrol
Vi aftaler som regel tid til en kontrol efter 6 måneder. Ofte kan kontrollen foregå hos din egen læge.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om basalcellekræft i huden, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’basalcellekræft’.