Din knogle er nu vokset sammen igen, og derfor skal du have fjernet de skinner og skruer, som vi satte knoglen sammen med under din operation. Du skal have fjernet skinner og skruer, fordi:
- der er en lille risiko for infektion, hvis de bliver siddende
- de kan forværre tilstanden i knoglerne, hvis du skulle få en ny skade
- de kan forstyrre knoglevæksten hos børn.
Hos ældre vælger vi oftest at lade skinner og skruer blive siddende, når vi har vurderet det i forhold til den almindelige risiko ved at skulle bedøves og opereres.
Sådan foregår operationen
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Lægen lægger et snit i din hud og fjerner skinner og skruer. Såret bliver syet sammen, og du får lagt et plaster og en stor forbinding over såret.
Operationen varer fra 20 minutter til 1 time, afhængig af hvad du skal have fjernet.
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, så der ikke opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din operation. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden operationen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen anbefaler vi, at du drikker et stort glas saft 2 timer før den planlagte undersøgelse eller behandling og derefter ingenting, til narkosen er overstået.
Følg disse retningslinjer, medmindre narkoselægen har givet dig anden vejledning.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere. Tag rent tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Make-up. Fjern al make-up og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Efter operationen
Afhængig af dit helbred og af, hvor meget du skal have fjernet ved operationen, bliver du udskrevet samme dag eller dagen efter operationen.
Når du kommer hjem
Hold den opererede legemsdel højt
I de første døgn efter operationen skal du have den opererede arm eller det opererede ben opad så meget som muligt og helst over hjertehøjde. Det modvirker hævelse og smerter.
Hvis du er blevet opereret i armen
Du må bruge armen frit efter operationen. Hvis du skal skåne armen, giver lægen dig besked.
Hvis du er blevet opereret i benet
Du må støtte på foden i det omfang, du kan. Det er som regel ikke nødvendigt at bruge krykker.
Hvis du skal skåne benet, giver lægen dig besked.
Hold forbindingen tør
Forbindingen og plasteret kan ikke tåle vand.
Fjern først forbindingen og dernæst plasteret
Du må fjerne forbindingen efter 1 døgn og plasteret efter 2 døgn.
Aftal at få fjernet operationstråd eller metalclips
Du skal selv kontakte din læge og bestille en tid til eventuelt at få fjernet operationstråd eller metalclips. Tråden/clipsene skal fjernes 14 dage efter operationen, hvis ikke andet er aftalt.
Vær opmærksom på infektion
Der er en lille risiko for infektion efter operationen. Hvis du får nogle af følgende symptomer eller andet uventet, skal du kontakte din egen læge:
- Feber
- Blødning
- Tiltagende smerter
- Kraftig hævelse og rødme.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
|
|
Kontakt
Dagkirurgisk Afsnit
Tlf. 97 65 06 15
Mandag – fredag, kl. 07.30 – 16.30
Tlf. 97 65 05 43
Efter kl. 16.30
Medicinsk og Ortopædkirurgisk
sengeafsnit, Thisted
Tlf. 97 65 01 10
|