Din læge har henvist dig til undersøgelse i Ortopædkirurgisk Sårambulatorium.
Formålet med undersøgelsen er at afklare, hvorfor dit sår ikke heler og i samarbejde med dig at lægge en plan for, hvordan vi bedst behandler dit sår.
Sådan foregår første undersøgelse
Du bliver undersøgt og dit sår bliver behandlet af en læge og en sygeplejerske, der har specialviden inden for sår. Hvis der er behov for det, inddrager vi læger fra andre specialer eller andre faggrupper. Det kan fx være bandagist, fysioterapeut eller smertesygeplejerske.
Vi forventer, at undersøgelsen kan vare 1 time og 15 minutter, men afhængigt af yderligere undersøgelser kan den vare længere.
Eventuelt flere undersøgelser samme dag
Ved dette første besøg hos os, forsøger vi at løse så mange opgaver som muligt samme dag. Det betyder, at hvis der er behov for røntgenundersøgelse, blodprøver eller forberedelser til operation, så forsøger vi at få dette udført, mens du er her. Du må forvente, at der kan opstå ventetid i den forbindelse.
Hvis du i forvejen har haft et samarbejde med hjemmesygeplejen om sårbehandling, har vi bedt hjemmesygeplejersken – med dit samtykke – om at oprette dig i en journal, som vi har elektronisk adgang til. Det kaldes en ’telemedicinsk sårjournal’. Deri kan vi se, hvordan dit forløb hidtil har været og tage højde for det, når vi planlægger din behandling.
Information til dig om behandlingsplan
Når undersøgelsen er slut, aftaler vi planen for din behandling med dig. Du skal måske møde til en eller flere behandlinger hos os på hospitalet, eller hjemmesygeplejen kan tage over og fortsætte din behandling.
Vi har mulighed for løbende at kommunikere med hjemmesygeplejen i den telemedicinske sårjournal, hvor vi kan justere behandlingen og fremskynde eller aflyse kontroller. Denne kommunikation kan mindske behovet for, at du behøver møde op på hospitalet.
Du kan selv få adgang til dine telemedicinske sårjournal, hvis du ønsker det. Spørg sygeplejersken hvordan.
Sådan forbereder du dig
Skriv dine tanker ned
For at vi kan tilgodese dine ønsker til behandlingen, vil vi bede dig gøre dig nogle tanker om, hvad du håber og forventer at få ud af dit besøg hos os. Du må gerne skrive dine tanker ned og aflevere dem til os ved undersøgelsen.
Tag en pårørende med
Tag en ledsager med, hvis det er muligt. Du får mange informationer ved første besøg, og det kan være svært at huske det hele.
Forbered dig på en lang dag
Det kan være en god idé at tage madpakke og læsestof med, særligt hvis du har lang transporttid. Hvis du har sukkersyge og får insulin eller anden fast medicin, skal du også tage det med. Du kan eventuelt købe mad på hospitalet.
Kontrol
Vi planlægger løbende kontroller, hvor du skal møde hos os. Ved hver kontrol vurderer vi, om der er behov for yderligere kontrol, eller om hjemmesygeplejen skal overtage behandlingen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.