Du skal have lavet en diagnostisk undersøgelse af rygsøjlens bruskskiver – en såkaldt diskografi.
Under undersøgelsen sprøjter vi kontraststof ind i den centrale del af bruskskiven. Det gør det muligt at se ind i bruskskiven med et røntgenapparat.
Vi laver undersøgelsen for at belyse bruskskivernes form og styrke, og samtidig får vi ofte svar på, om dine smerter kan komme fra en bestemt bruskskive. Undersøgelsen giver supplerende information om din rygsygdom.
Sådan foregår undersøgelsen
Selve undersøgelsen foregår på en operationsstue.
Du skal ligge på siden, mens lægen sprøjter kontrastvæske ind i bruskskiverne. Undersøgelsen er ikke smertefri, men de fleste synes dog, at den er til at holde ud.
Mens vi undersøger dig, noterer vi, hvor ondt du har, og hvordan det gør ondt. Undtagelsesvis giver vi beroligende eller smertestillende medicin undervejs.
Undersøgelsen varer mellem 15 og 60 minutter. Vi optager den på video, så lægen bagefter har mulighed for at se den igennem.
Efter operationen hviler du nogle timer på sengeafsnittet. Hvis du har fået beroligende medicin bliver du dog først kørt på en opvågningsstue, hvor vi observerer dig. Når du er tilbage på sengeafsnittet, tilbyder vi dig noget at spise og drikke.
Du må stå ud af sengen, så snart du føler dig klar til det. Det er normalt, at man ligger og slapper af i et par timer, før man bliver udskrevet og kan tage hjem.
Det er ikke nødvendigt, at du sygemelder dig.
Sådan forbereder du dig
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe. Tag også renvasket tøj på.
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, da narkosen får dine muskler til at slappe af, så der opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden aftalen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før aftalen. Det kan være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen, anbefaler vi, at du drikker et stort glas saftevand 2 timer før operationen og derefter ingenting til narkosen er overstået.
Tag din medicin og medbring medicin
Du må tage din daglige medicin, som du plejer. Hvis du skal have medicin i løbet af dagen, skal du selv medbringe den.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Da du muligvis har fået beroligende medicin, er det vigtigt, at du aftaler at blive hentet af en pårørende.
Komplikationer
Der er sjældent komplikationer ved en diskografi. Den mest betydningsfulde er betændelse, og derfor blander vi altid antibiotika i kontrastvæsken.
Kontrol
Efter 3-4 uger skal du til kontrol på sygehuset. Her taler du med den læge, som har lavet diskografien, og du får svar på undersøgelsen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.