Du skal have indsat en eller flere proteser i dine knoled i hånden. På grund af din gigtsygdom er brusk og knoglevæv i hånden gradvist blevet ødelagt, hvilket er årsag til smerter og fejlstilling af fingrene. Formålet med operationen er at mindske dine smerter og ændre fejlstillingen i knoleddene.
Sådan foregår operationen
Du bliver enten opereret i lokalbedøvelse, hvor hele armen er bedøvet, eller i fuld bedøvelse.
Ved fuld bedøvelse vil du få lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere dig, taler med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Ved lokalbedøvelse lægger narkoselægen en såkaldt blokade. Det er en lokalbedøvelse af nerverne i armen, som gør, at du ikke har så mange smerter, når du vågner. Blokaden virker i 10-12 timer, hvorefter virkningen aftager.
Operationen foregår i blodtomhed, hvilket vil sige, at der ikke løber blod til din hånd. Du får en manchet på overarmen, som pustes op og forhindrer blodet i at løbe ned til hånden.
Lægen indsætter en eller flere proteser i dine knoled gennem et snit over knoerne ved håndryggen. Huden syes sammen, og du får til sidst forbinding og gipsskinne på hånden.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden bedøvelsen, så din mavesæk er helt tom. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Følg derfor disse regler:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden operationen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter bedøvelsen anbefaler vi, at du drikker et stort glas sød saft 2 timer før den planlagte undersøgelse eller behandling og derefter ingenting, indtil bedøvelsen er overstået.
- Du må indtage medicin ifølge aftale med anæstesilægen. Spørg, hvis du er i tvivl.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Giv os besked, hvis du har sår på hånden
Du må ikke have sår, sårskorper eller hudafskrabninger i det område, der skal opereres. Det giver risiko for betændelse i operationssåret, og operationen kan af den grund blive aflyst.
Kontakt os også, hvis du føler dig syg eller har feber.
Hav rene, korte negle
Sørg for at have rene, korte negle uden neglelak af hensyn til risikoen for betændelse. Har du kunstige negle, skal du fjerne dem på operationshånden.
Tag bekvemt tøj på
Efter operationen har du gipsskinne på hånden. Tag derfor bekvemt, løst tøj på, så der er plads til forbindingen.
Efter operationen
Aftal at blive hentet af en pårørende
Er indgrebet forløbet normalt, bliver du udskrevet senere samme dag og kan tage hjem. Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Spørg personalet angående forholdsregler i forbindelse med bilkørsel.
Når du kommer hjem
Hold hånden over hjertehøjde
Det er vigtigt, at du holder hånden over hjertehøjde for at modvirke hævelse og mindske blødning fra operationssåret.
Hold hånden hævet om natten
Læg en pude under hånden om natten, så den opererede hånd ligger højt.
Hold forbindingen tør og ren
Sørg for, at forbindingen ikke bliver våd eller snavset pga. øget infektionsrisiko. Dæk den med en plasticpose, når du tager bad.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have smerter eller ubehag i den første tid efter operationen. Efter operationen får du udleveret smertestillende medicin til de første par dage. Hvis du får brug for mere, kan du kontakte din egen læge.
Forvent hævelse og stivhed
Det er helt normalt, at fingrene hæver og bliver stive efter operationen. Lav derfor venepumpeøvelser flere gange om dagen ved at hæve armen helt op over hovedet.
Forvent ømhed ved arret
Når såret er helet, vil der komme et ar. Arret kan være ømt i flere måneder efter operationen. Det er helt normalt.
Reagér på feber, smerter og ændret kulør
Hvis du får feber, tiltagende smerter eller hvis dine fingerspidser ændrer kulør, skal du kontakte os eller din egen læge.
Vær opmærksom på blødning
Det er helt normalt, at der kommer blod i forbindingen de første timer efter operationen. Du kan mindske dette ved at holde hånden højt. Hvis blødning bliver så kraftig, at der komme blod ud gennem forbindingen, skal du kontakte afdelingen eller Håndkirurgisk Ambulatorium.
Sygemeld dig eventuelt
Om du skal være sygemeldt afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Tal med lægen om netop dit behov.
Mulige komplikationer
Der kan opstå betændelse efter alle operationer, men det sker sjældent ved denne type operation. Nogle få patienter får beskadiget en følenerve eller får en blodansamling.
Kontrol og efterbahandling
Kontrol efter 5 dage
Cirka 5 dage efter operationen skal du til sårkontrol hos ergoterapeuterne. Du får fjernet trådene hos dem, medmindre der er syet med tråd, som opløses af sig selv.
Efterbehandling i Ergoterapien
Hos ergoterapeuterne får du lavet en skinne, som du skal bære i minimum 6 uger. Du skal jævnligt gå til bevægetræning, og du bliver løbende vurderet af læge og ergoterapeut. Dette får du mere information om, når du begynder dit forløb i Ergoterapien.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
|
|
Kontakt
Ortopædkirurgisk Afdeling, Farsø
Håndkirurgisk Ambulatorium
Tlf. 97 65 30 30
Vi træffes bedst:
Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Ortopædkirurgisk Sengeafsnit O4
Tlf. 97 65 30 50
Vi træffes bedst:
Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Fysio- og Ergoterapien, Farsø
Tlf. 97 65 31 30
Fysio- og Ergoterapien, Aalborg
Tlf. 97 66 42 10
Fysio- og Ergoterapien, Hjørring
Tlf. 97 64 16 82 / 97 64 16 83
Fysio- og Ergoterapien, Thisted
Tlf. 97 65 00 60
|