At være pårørende til et familiemedlem, der står over for en amputation, eller er blevet amputeret, er svært.
Det er ofte en lang proces, både for patienten og de pårørende, at tage beslutning om amputation, selv efter flere års svære smerter og nedsat livskvalitet.
Når man har sår og dårlig blodforsyning, kan smerterne, den smertestillende medicin og selve infektionen give en forgiftning, som kan påvirke den syge. Forløbet kan være præget af forvirring, hvor den syge ikke er helt orienteret i tid og sted og planer.
Det er ubehageligt, at se sine nærmeste være ude af stand til at holde rede på hverdagen. Som pårørende er man tit magtesløs, når det ikke er muligt at hjælpe.
Pårørende oplever ofte et tomrum mellem indlæggelsen og udskrivelsen, hvor de føler sig alene. Det kan være en hjælp, at patient go pårørende mødes med personalet til en snak om forløbet og fremtiden.
Nære pårørende kan komme i krise, fordi også deres liv påvirkes. Det kan være svært at tale med sine nære pårørende om, hvordan det er at være amputeret, fordi man ofte gensidigt beskytter hinanden. Mennesker reagerer forskelligt, og det bedste, man kan gøre, er at være åben omkring sine følelser og forsøge at forstå hinanden.
Mange ny-amputerede har oplevet, at det er positivt at læse om amputation samt tale med andre amputerede, som er kommet længere i deres genoptræning, og som dermed kan give tips og opmuntring.
Hvis du/I har lyst til at snakke med nogle ligestillede, kan afdelingen hjælpe med at formidle kontakt til eksempelvis den lokale amputationskreds under Dansk Handicap Forbund.
Efter operationen
Fra afdelingens side vil vi gerne have, at patienten kommer hurtigt i gang igen. Derfor har vi tilrettelagt både operation og genoptræning efter de nyeste, fastlagte principper for dette. Herunder kan vi nævne at:
- vi behandler smerterne på den bedste måde
- vi har særligt fokus på mad og drikke
- vi begynder hurtigt en målrettet genoptræning.
Patientens mad og drikke
Under indlæggelsen har vi særligt fokus på patientens kost. Det har vi, fordi en målrettet indsats med kosten kan give færre komplikationer, en bedre muskelfunktion og en kortere indlæggelse.
Mad
Under dit besøg på hospitalet må du altid gerne hjælpe patienten med maden.
Sund mad til ny-opererede patienter er forskellig fra, hvad man normalt betragter som sund mad. Raske mennesker anbefales at spise efter kostpyramiden. Som ny-opereret har man behov for, at kosten indeholder en større mængde protein og energi end sædvanligt, da man har brug for det til at restituere.
Drikkevarer
Du er velkommen til at forsyne patienten med de drikkevarer, der er stillet frem. Hvis du gør det, kan du registrere det i et væskeskema, som er placeret for enden af sengen eller på sengebordet. Du kan også bede plejepersonalet om at registrere drikkevarerne.
Genoptræning
Under indlæggelsen vil fysioterapeuten og ergoterapeuten tilbyde patienten genoptræning. Der vil være træning på alle hverdage, og det er vigtigt, at du som pårørende støtter og opmuntrer patienten til at deltage i træningen og til at selvtræne.
Kontakt mellem dig og afdelingen
Inddragelse i behandlingsforløbet
Der er tværfaglig konference på 2. og 6. dage efter operationen. Hvis patienten ønsker det, kan en af de nærmeste pårørende blive inddraget i planerne for behandlingen, fx ved at vi arrangerer en samtale med lægen eller en sygeplejerske.
Hvis I er mange pårørende, er det vigtigt, at I vælger 1 eller 2, som er dem, der primært har kontakt til hospitalet og får den information, som bliver givet til patienten.
Forespørgsler om patienten
Du er velkommen til at ringe til afdelingen for at høre, hvordan det går med patienten.
Besøgstid
Vi har fri besøgstid, men vi henstiller til, at der er ro omkring måltiderne, da ernæring er en vigtig del af behandlingen. Samtidig er søvn også en vigtig faktor, så det er vigtigt, at patienten får sig et eftermiddagshvil og en god nats søvn.
Måleskema og hjælpemidler
Under indlæggelsen bliver I kontaktet af en ergoterapeut. Ergoterapeuten skal – sammen med jer – finde ud af, om hjemmet er optimalt indrettet til, at din pårørende kommer hjem igen.
Efter aftale med ergoterapeuten får du udleveret et måleskema, hvis der er behov for dette. På måleskemaet skal du notere mål på døråbninger, eventuelt møblerne i boligen, om der er trapper med videre. Du skal aflevere måleskemaet til ergoterapeuten eller afdelingen, gerne hurtigst muligt og senest 2 dage efter indlæggelsen, hvis det er muligt.
Måleskemaet er et vigtigt arbejdsredskab, som vi bruger til at vurdere patientens behov for hjælpemidler efter udskrivelsen fra hospitalet.
Hvis patienten har behov for at låne hjælpemidler med hjem, vil vi bede dig som pårørende om at være behjælpelig med at installere dem i patientens bolig samt eventuelt at afhente hjælpemidlerne på hospitalet. I nogle tilfælde vil hjælpemidlerne blive leveret fra kommunen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.