Du skal have foretaget en E-DCR-operation. E-DCR er en forkortelse for endoskopisk dacryocystorrhinostomia og er et kirurgisk indgreb på tårevejene, som udføres, når der ikke kan løbe tårer fra tåresækken til næsehulen.
Operationen foretages med kikkert gennem næsen og har til formål at skabe forbindelse mellem øjet, tåresækken og næsehulen.
|
|
Ved kikkertoperationen skabes der et afløb fra øjet til næsen.
|
Ved svære symptomer på tåreflåd, der skyldes stop i de nedre tåreveje, hjælper operationen i 75-90 % af tilfældene. Er symptomerne mindre udtalte, er resultaterne ved operationen typisk lidt dårligere.
Operationen foregår på Øre-Næse-Halsafdelingens operationsgang i tæt samarbejde mellem specialister fra Øjenafdelingen og Øre-Næse-Halsafdelingen.
Sådan foregår operationen
Under operationen er du fuldt bedøvet
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægerne, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Selve operationen
Operationen varer cirka 1-2 timer. Ved hjælp af et kikkertinstrument laves en passage gennem næseslimhinden og næsebenet til tåresækken. Herigennem lægges en blød silikoneslange via tårevejene til næsen.
Efter operationen vil du kunne se silikoneslangen i øjenkrogen og i næseboret, indtil den fjernes igen 4-6 uger efter operationen.
Efter operationen
Vi observerer dig efter operationen
Du vågner op på dagkirurgisk afsnit. Her bliver du observeret for blødning og sivning fra næsen. Senere på dagen vil du blive udskrevet og kan tage hjem.
Sådan forbereder du dig
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen, skal du forberede dig således:
- Make-up. Fjern al make-up og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Kontaktlinser. Fjern kontaktlinser inden operationen.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, da narkosen får dine muskler til at slappe af, så der opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne.
Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden aftalen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før aftalen. Det kan være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen, anbefaler vi, at du drikker et stort glas saftevand 2 timer før operationen og derefter ingenting til narkosen er overstået.
Der kan gælde særlige regler for dig, fx hvis du er diabetiker, ryger, overvægtig eller gravid. Narkoselægen gennemgår reglerne med dig inden operationen.
Når du kommer hjem
Dryp øjet med øjendråber
Du får recept på øjendråberne Tobradex, som du skal dryppe det berørte øje med 3 gange dagligt i 2 uger. Hvis der har været betændelse i tåresækken, får du desuden en recept på antibiotika i tabletform. Følg instruktionerne på pakken.
Opsnus saltvand i næsen 6-8 gange dagligt
De første 3 dage efter operationen skal du 6-8 gange dagligt opsnuse saltvand i næsen og anvende nasalsteroid for at undgå, at der dannes skorper.
Sygemeld dig
Du må genoptage arbejde og vanlige fritidsaktiviteter efter 1 uge.
Kontakt ’Øre-Næse-Hals’ ved blødning
Efter operationen kan der forekomme blødning, betændelse, løbende næse (næseflod), irritationer i næsen og i sjældne tilfælde påvirket lugtesans.
Opstår der blødning skal du straks kontakte Øre-Næse-Halskirurgisk Ambulatorium. Se telefonnummer nedenfor.
Kontrol
Silikoneslangen fjernes efter cirka 4-6 uger. Det foregår i Øre-Næse-Halskirurgisk Ambulatorium, og du får en indkaldelse derfra.
Efter yderligere 6 måneder indkalder vi dig til kontrol i Øjenafdelingens Ambulatorium, hvor vi vurderer resultatet.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.