Du skal have foretaget en DCR-operation. DCR er en forkortelse for dacryocystorhinostomi og er et kirurgisk indgreb i tårevejene, som udføres, når der ikke kan løbe tårer fra tåresækken til næsehulen. Operationens formål er at skabe forbindelse mellem øjet, tåresækken og næsehulen.
|
|
Ved operationen skabes der afløb fra øjet til næsen.
|
Ved svære symptomer på tåreflåd, der skyldes stop i de nedre tåreveje, hjælper operationen i 75-90 % af tilfældene. Ved mindre udtalte symptomer er resultaterne lidt dårligere.
Operationen foregår på Øjenafdelingens operationsafsnit.
Sådan foregår operationen
Under operationen er du fuldt bedøvet
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Selve operationen
Operationen varer cirka 1-2 timer. Lægen lægger først et lille snit på siden af næseryggen. Tåresækken bliver frilagt, og der laves et hul gennem knoglen ind til næsehulen. Tåresækken åbnes og forbindes med slimhinden i næsen. Der lægges en blød silikoneslange gennem tårevejene til næsen for at holde den nye forbindelse åben. Silikoneslangen fjernes igen efter 4-6 uger. Såret på næseryggen syes sammen.
Sådan forbereder du dig
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen, skal du forberede dig således:
- Make-up. Fjern al make-up og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Kontaktlinser. Fjern kontaktlinser før operationen.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, da narkosen får dine muskler til at slappe af, så der opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden aftalen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før aftalen. Det kan være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen, anbefaler vi, at du drikker et stort glas saftevand 2 timer før operationen og derefter ingenting til narkosen er overstået.
Der kan gælde særlige regler for dig, fx hvis du er diabetiker, ryger, overvægtig eller gravid. Narkoselægen gennemgår reglerne med dig inden operationen.
Efter operationen
Vi observerer dig efter operationen
Du bliver kørt tilbage til sengestuen efter operationen. Her observerer vi dig for blødning og sivning fra næsen. Du skal forvente at være indlagt i 1 døgn. Enkelte patienter kan udskrives samme dag.
Du får øjendråber
Du får recept på øjendråberne Tobradex, som du skal dryppe det berørte øje med 3 gange dagligt i 2 uger. Hvis der har været betændelse i tåresækken, får du desuden en recept på antibiotika i tabletform. Følg instrukserne på pakken.
Når du kommer hjem
Undgå skorpedannelse
For at undgå skorpedannelse i næsten instruerer vi dig i saltvandsopsnusning. Det skal du gøre 6-8 gange dagligt i de første 3 dage efter operationen. Du skal også undlade at pudse næse i de første 2 uger.
Sygemeld dig
Du må først genoptage arbejde og vanlige fritidsaktiviteter efter 1 uge.
Kontakt Øjenafdelingen ved blødning
Hvis der opstår blødning, efter at du er blevet udskrevet, skal du kontakte Øjenafdelingens Ambulatorium. Se telefonnummeret i boksen til højre.
Kontrol
Trådene i såret skal fjernes efter 1 uge. Vi aftaler en tid, inden du bliver udskrevet.
Når du får fjernet tråde, aftaler vi en ny tid efter 4-6 uger, hvor du skal have fjernet silikoneslangen, som blev sat ind ved operationen.
6 måneder efter operationen vurderer vi resultatet ved et afsluttende besøg i Øjenambulatoriet.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til operationen, er du velkommen til at kontakte os.