Du skal have undersøgt din synkefunktion i forbindelse med synkebesvær.
Der er flere formål med undersøgelsen. Formålene er at:
- undersøge din synkefunktion og vurdere de forhold, der gør sig gældende, når du synker
- vejlede dig – og gerne dine pårørende og behandlere – hvis der skal ændres i konsistens af mad og drikke
- eventuelt vejlede om specifik træning af din synkefunktion
- vejlede om måder, der gør det nemmere for dig at spise og drikke
- vurdere behovet for supplerende undersøgelser.
Du er velkommen til at tage pårørende og gerne din ergoterapeut med til undersøgelsen.
Sådan foregår undersøgelsen
Undersøgelsen varer cirka 1 time og består af 4 dele:
- Gennemgang af din sygehistorie og det spørgeskema, du på forhånd har udfyldt.
- Undersøgelse af din tale, bevægelse af tungen og munden samt din følesans i og omkring munden.
- Evaluering af din synkefunktion ved hjælp af en tynd kikkert gennem næsen. Denne undersøgelse kaldes FEES (fiberoptisk endoskopisk evaluering af synkefunktionen). Her ser vi efter:
-
-
- hvordan musklerne fungerer ved øvelser for svælg og stemmelæber
- hvordan din følesans er i halsen
- hvordan du synker dit spyt
- hvordan luftvejene beskyttes.
Derudover kan vi afprøve:
-
-
- forskellig konsistens af mad og drikke – hvis vi vurderer, at det er sikkert at prøve
- forskellige, kompenserende stillinger i spisesituationen
- synkemåder og træningsøvelser.
- Efter undersøgelsen giver vi en samlet vurdering og eventuelt vejledning eller anbefaling til et videre forløb.
Sådan forbereder du dig
Udfyld de vedlagte spørgeskemaer
Ved undersøgelsen gennemgår vi de spørgeskemaer, du har udfyldt. Det er derfor vigtigt, at du udfylder skemaerne – også selvom du måske har udfyldt dem før.
Tag en personlig hjælper med
Hvis du ikke er selvhjulpen, så tag en personlig hjælper med. Vi har ikke plejepersonale til rådighed, der kan hjælpe dig i eventuel ventetid.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Fakta om synkebesvær
Synkebesvær (dysfagi) skyldes forstyrrelser i synkefunktionen og dækker vanskeligheder med at spise og drikke samt – hos nogle patienter – problemer med at synke spyt.
Symptomer på synkebesvær er fx:
- host efter synkning af spyt, mad eller drikke
- ”våd” tale/rallende vejrtrækning efter indtag af mad og drikke
- gentagne lungebetændelser eller feberperioder uden klar årsag
- vægttab
- stemmevanskeligheder, fx hæshed eller snøvl.
Årsager til synkebesvær kan være:
- neurologiske sygdomme og skader
- senfølger efter operation og/eller strålebehandling i mund og svælg
- skader i de muskler og nerver, der styrer den normalt tygge- og synkefunktion.
|