Du har fået stillet diagnosen Ménières sygdom. Her kan du læse kort om, hvad den består i, og få tip til, hvor du kan finde mere information om sygdommen.
Årsagen til Ménières sygdom er ikke kendt, men den skyldes formodentlig problemer med trykreguleringen i det indre øre og er kendetegnet ved anfaldsvis svimmelhed, kvalme og opkastninger, hørenedsættelse, tinnitus og trykken for det syge øre.
Sygdommen rammer for det meste kun det ene øre, men for nogle patienter udvikler sygdommen sig også til det andet øre.
Sådan forløber et typisk anfald
Anfaldene optræder i forskellige grader og hyppighed.
Under et anfald nedsættes hørelsen typisk, men bliver bedre igen, når anfaldet er stoppet. Et anfald kan vare fra en halv time og op til 2 døgn. Efter lang tids sygdom, vil der ofte være en blivende skade på det indre øre.
Kan man blive helbredt for Ménières sygdom?
Man kan ikke blive helbredt for sygdommen, men de fleste bliver hjulpet godt af de forskellige behandlingsmuligheder, der findes. Behandlingens formål er at undgå/minimere anfald og afhjælpe et eventuelt høretab. Man skal i samråd med sin læge og eventuelle andre rådgivere lære sygdommen at kende og finde ud af, hvordan man lever bedst muligt med den.
Er Ménières sygdom en psykisk sygdom?
Nej! Det er ikke en psykisk sygdom. Men den ændrede livssituation med uforudsigelige anfald medfører en situation hos mange, der kan kræve psykisk rådgivning.
Ménières sygdom og kost
Visse fødevarer kan øge risikoen for anfald, fx kaffe og salt.
Ménières sygdom og stress
Nogle patienter oplever, at ménièreanfald kan udløses af stress. Anfaldene kommer dog for det meste uden nogen sikker forklaring.
Kontakt og mere viden
Du kan få mere viden om Ménières sygdom følgende steder:
- www.hoereforeningen.dk
- Høreforeningens Ménière-kontaktpersoner:mt-kontakt@hoereforeningen.dk
- Facebookgruppe: Søg på Ménière
- Ménière og tinnitus kontakttelefon: 70 10 49 29.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.