Du skal have en ballonudvidelse af det eustakiske rør. Det eustakiske rør er 3-4 centimeter langt og løber fra mellemøret til svælget. Rørets funktion er at udligne trykket i øret.
Du skal opereres, fordi du har nedsat funktion i det eustakiske rør, fx vedvarende væske eller undertryk i mellemøret. Formålet med operationen er at forbedre funktionen ved at udvide røret med en kortvarig indsættelse af en ballon.
Sådan foregår operationen
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Efter du er blevet bedøvet, bliver du yderligere lokalbedøvet i hele næsen. Denne bedøvelse giver bedre plads, når vi skal indsætte ballonen. Herefter fører lægen en kikkert helt ind i din næse, så det eustakiske rør bliver synligt i bunden af næsen. Dernæst fører lægen et kateter med ballonen i spidsen ind i åbningen til det eustakiske rør, og ballonen pustes op til et højt tryk i 2 minutter.
Efter indgrebet i det ene næsebor kan den samme procedure udføres i det andet næsebor, hvis det er nødvendigt.
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen.
Du bliver udskrevet senere samme dag.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, da narkosen får dine muskler til at slappe af, så der opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden aftalen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før aftalen. Det kan være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen, anbefaler vi, at du drikker et stort glas saftevand 2 timer før operationen og derefter ingenting til narkosen er overstået.
Der kan gælde særlige regler for dig, fx hvis du er diabetiker, ryger, overvægtig eller gravid. Narkoselægen gennemgår reglerne med dig inden operationen.
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen, skal du forberede dig således:
- Make-up. Fjern al make-up og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Undlad også at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Når du kommer hjem
Vær opmærksom på mellemørebetændelse
Du skal være opmærksom på symptomer på mellemørebetændelse, som nogle gange kan opstå efter operationen. Symptomerne er smerter eller flåd fra ørene. Ring til os, hvis du oplever symptomerne.
Vær opmærksom på feber
Hvis du i dagene efter operationen får smerter eller feber over 38 grader, skal du kontakte os.
Gør som du plejer
Du må gerne arbejde og dyrke sport eller andre aktiviteter efter operationen.
Mulige komplikationer
Der er risiko for komplikationer ved alle operationer, men komplikationer er meget sjældne efter denne type operation. Du kan dog opleve blødning fra næsen, og nogle bliver kortvarigt snottede eller forkølede.
KONTROL
Du skal til kontrol på hospitalet 6-8 uger efter operationen. Her undersøger vi din trommehinde og tager en høreprøve. Vi aftaler tid til kontrollen, når du bliver udskrevet efter operationen.
Kontakt og mere viden
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
|
|
Kontakt
Øre-, Næse-, Halskirurgisk Afdeling
Ambulatoriet
Tlf. 97 66 27 12
Mandag - fredag kl. 8.30 – 14.30
H-Opvågning
Tlf. 97 66 17 48
Mandag - fredag kl. 7.00 – 17.00
Sengeafdeling NHH
Tlf. 97 66 24 56
Efter kl. 14.00 og i weekender
|