Du skal opereres for otosklerose.
Otosklerose er en sygdom i knoglen omkring det indre øre. Sygdommen medfører en knoglenedbrydning og efterfølgende knogleopbygning, som kan få stigbøjlen til at vokse fast. Dermed bliver hørelsen nedsat.
Hos cirka halvdelen af patienterne kan der påvises arvelighed.
Sådan foregår operationen
Operationen foregår i det fleste tilfælde i fuld bedøvelse, men den er også mulig at udføre i lokalbedøvelse, hvis du ønsker det.
Afhængig af, hvad du har aftalt med narkoselægen, tilbyder vi dig smertestillende medicin forud for operationen. Hvis du ønsker operation i lokalbedøvelse, vil du blive tilbudt beroligende medicin inden operationen.
Inden operation i fuld bedøvelse bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Under operationen skærer lægen op i øregangen og klapper trommehinden op. Derefter laver lægen et hul i stigbøjlefodpladen ved hjælp af laserteknologi. Heri indsættes en titaniumprotese, som fæstnes på spidsen af ambolten, efter at stigbøjlebuen er fjernet. Protesen kan nu overføre lydsvingningerne til det indre øre via ambolten.
Operationen varer cirka ½ time.
Efter operationen får du ilt gennem en slange i næsen og bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Du har stadig drop i hånden og ilt i næsen, og du har gaze og vat i det opererede øre. Når vi vurderer, du er klar til det, bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet.
Du bliver som udgangspunkt udskrevet senere samme dag, men i enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at blive på hospitalet natten over.
Sådan forbereder du dig
Brug ikke høreapparat på det øre, der skal opereres, i ugen før operationen
Brug af høreapparat øger risikoen for infektion. Derfor må du ikke bruge høreapparat i det øre, du skal opereres i, 7 dage før operationen.
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, da narkosen får dine muskler til at slappe af, så der opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden aftalen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før aftalen. Det kan være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen, anbefaler vi, at du drikker et stort glas saftevand 2 timer før operationen og derefter ingenting til narkosen er overstået.
Der kan gælde særlige regler for dig, fx hvis du er diabetiker, ryger, overvægtig eller gravid. Narkoselægen gennemgår reglerne med dig inden operationen.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe. Tag også renvasket tøj på. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen, skal du forberede dig således:
- Make-up. Fjern al make-up og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur, piercinger og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Efter operationen
Du bliver observeret i nogle timer
Efter operationen hviler du nogle timer på afsnittet, mens vi observerer dig. Du får serveret mad og drikke.
Forvent, at du kan være svimmel
Du vil muligvis føle dig svimmel efter operationen. Det er helt normalt, og svimmelheden forsvinder som regel inden for det første døgn.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Er indgrebet forløbet normalt, bliver du udskrevet senere samme dag og kan tage hjem. Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet. Vi anbefaler også, at du ikke betjener maskiner det første døgn, da din reaktions- og vurderingsevne kan være påvirket efter operationen.
Implantatpas
Inden udskrivelse får du udleveret et implantatpas med oplysning om den indopererede protese til brug ved evt. scanning.
Når du kommer hjem
Aftal eventuelt at have en pårørende hos dig
Det kan være en god idé, at du har en voksen person hos dig de første 24 timer efter operationen. Din pårørende skal holde øje med eventuelle eftervirkninger fra operationen, narkosen eller medicin og sørge for, at du får hvile.
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af typen af dit arbejde. Hvis dit arbejde er fysisk hårdt, skal du forvente at være sygemeldt i 3 uger. Hvis dit arbejde ikke er fysisk hårdt, skal du forvente at være sygemeldt i 1-2 uger. Lægen vil fortælle dig, hvor længe du bør sygemelde dig.
Tag den med ro i den første tid
De første 3 uger efter operationen skal du undgå stød og slag, herunder kondiløb, hårdt fysisk arbejde og tunge løft.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag i den første tid efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb.
Undgå at bøje hovedet nedad
Undgå at bøje hovedet nedad den første uge efter operationen, da det kan medføre trykstigninger i øret.
Pas på øret, når du tager brusebad
Du må gerne tage brusebad, men pas på øret, når du gør det. Vær særligt forsigtig, når vasker hår. Du kan eventuelt sætte et glas for øret, når du skyller håret efter vask.
Nys med åben mund
Det er vigtigt, at du efter operationen nyser med åben mund for at undgå trykstigninger i øret.
Undlad at svømme i 6 uger
For at undgå infektion må du tidligst svømme 6 uger efter operationen.
Undlad at flyve i 3 uger
Vi fraråder kraftigt, at du flyver i de første 3 uger efter operationen for at undgå trykstigninger i øret.
Kontakt os, hvis du får problemer i den første tid
Kontakt ambulatoriet eller sengeafsnittet, hvis der opstår problemer i den første tid efter operationen.
Du skal for eksempel kontakte os, hvis du får feber over 38 grader, hvis du bliver svimmel, hvis du får stærke smerter, eller hvis det begynder at sive kraftigt fra øret.
Mulige komplikationer
Der er risiko for komplikationer ved alle kirurgiske indgreb.
Ved denne operation kan man miste hørelsen helt, men det sker kun ved ½-1 % af operationerne.
Der kan desuden opstå smagsforstyrrelser i tungen på den opererede side, fordi smagsnerven går gennem øret. Eventuelle smagsforstyrrelser vil dog stort set altid være af forbigående karakter.
Det er almindeligt, at man i nogle dage efter operationen kan være svimmel, da der ved operationen åbnes op til det indre øre, hvor balanceorganet også er beliggende. Vedvarende svimmelhed er dog yderst sjældent forekommende.
Kontrol
Du skal til kontrol på hospitalet 1 uge efter operationen. Her fjerner vi din gazeforbinding. Du får tid til kontrol, før du forlader hospitalet eller per brev.
Du skal også til kontrol 3 måneder efter operationen. Her vil du også få lavet en høreprøve.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om otosklerose, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ”otosklerose”.