Du skal have opereret en udposning på spiserøret.
Sådan foregår operationen
Afhængig af hvad du har aftalt med anæstesilægen, tilbyder vi dig smertestillende medicin forud for operationen.
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Udposningen opereres indefra ved hjælp af instrumenter, der indføres gennem munden og halsen. Under operationen åbner lægen udposningen ind til spiserøret, så maden efter operationen frit kan glide videre ned i spiserøret. Det vil afhjælpe de symptomer, du har haft fra udposningen.
Efter operationen bliver du kørt til Opvågningen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengeafdelingen på 7. sal.
Du vil normalt skulle være indlagt 2 dage efter en operation for udposning på spiserøret.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden bedøvelsen, så din mavesæk er helt tom. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Følg derfor disse regler:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden operationen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter bedøvelsen anbefaler vi, at du drikker et stort glas sød saft 2 timer før den planlagte undersøgelse eller behandling og derefter ingenting, indtil bedøvelsen er overstået.
- Du må indtage medicin ifølge aftale med anæstesilægen. Spørg, hvis du er i tvivl.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere. Tag rent tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Tag løse bukser på
Du må gerne have dine egne løse bukser på, dog må der ikke være knapper eller nitter bagpå.
Efter operationen
Undgå at drikke og spise de første 6 timer
De første 6 timer efter operationen må du intet drikke eller spise, men kun fugte munden med isterninger. Efter 6 timer må du igen drikke vand.
Spis kold, flydende kost dagen efter operationen
Du må først få noget at spise igen næste morgen – og kun kold, flydende kost som for eksempel is, mælkeprodukter og grød.
Forvent, at du kan være øm i halsen
De første dage efter operationen kan du være lidt øm i halsen, specielt når du synker. Det er helt normalt.
Når du kommer hjem
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe, du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Som regel er det nødvendigt at være sygemeldt i 1 uge efter denne operation, men tal med lægen om netop dit behov.
Spis blød kost de første dage efter operationen
De første dage efter operationen skal du fortsat spise såkaldt blød kost som for eksempel kartoffelmos, kødsovs og franskbrød uden skorpe. 4-5 dage efter operationen kan du gradvist begynde at spise mere normal kost.
Forvent at have smerter i halsen
Du kan have lettere halssmerter den første uges tid efter operationen, især når du synker.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag i den første tid efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb, fx 1 gram Panodil maksimum 4 gange i døgnet.
Kontakt os, hvis du får problemer den første tid
Hvis dine smerter tiltager, eller hvis du får feber eller synkebesvær, skal du kontakte ambulatoriet eller sengeafdelingen.
Mulige komplikationer
Der er risici forbundet med enhver operation. En komplikation kan være, at der opstår et lille hul på spiserøret i forbindelse med operationen. Risikoen for dette, samt for andre komplikationer i forbindelse med denne operation, er dog meget sjældne.
I ganske få tilfælde er det ikke muligt at operere indefra som planlagt. Hvis det er tilfældet, foretages indgrebet ikke, og du vil komme til at tale med lægen om en eventuel operation udefra. Denne operation er meget større, og risikoen er også større.
Kontrol
Du skal til kontrol på sygehuset 3 måneder efter operationen. Du får tid til kontrol tilsendt via din e-Boks.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om udposning på spiserøret, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ”spiserørsudposning”.