PDT-behandling er en laserbehandling kombineret med et lysaktivt stof. PDT står for Photodynamic Therapy og består af to ting:
- Indsprøjtning med lægemidlet Visudyne
- Belysning fra en ’kold’ laser
Behandlingen bruges ved forskellige typer af sygdomme i øjet. Formålet med behandlingen er at bremse yderligere tab af det centrale syn eller at stabilisere læse- og skarpsynet.
|
|
Ved de øjensygdomme, hvor PDT-behandling bruges, er blodkarrene under nethinden utætte, og der sker en væskeudsivning, som på sigt er skadelig for synscellerne. PDT-behandlingen virker på blodkarrene ved at gøre dem mere tætte. Det kan få væsken til at forsvinde og dermed reducere den skadelige virkning på synscellerne.
|
Behandlingen øger din lysfølsomhed
Vær opmærksom på, at lægemidlet Visudyne påvirker hele din krop og gør den mere lysfølsom. Du skal derfor beskytte dig mod sollys og stærke lyskilder i 2 dage efter behandlingen.
|
Sådan foregår behandlingen
-
-
-
Trin 1: Indsprøjtning med Visudyne
Inden behandlingen får du dryppet øjnene med pupiludvidende øjendråber, og du får lagt en kanyle i armen eller hånden. Gennem kanylen løber lægemidlet Visudyne ind i din blodåre.
Visudyne fordeler sig i hele kroppen, og når koncentrationen er størst i de utætte blodkar under nethinden, cirka 10 minutter efter at lægemidlet er givet, får du laserbehandlingen i øjet.
-
-
-
Trin 2: Behandling med ’kold’ laser
Øjet bliver bedøvet med øjendråber, og laseren gives gennem en kontaktlinse, som sættes på øjet.
Øjenlægen belyser det beskadigede område i dit øje med den ’kolde’ laser i lidt over 1 minut. Herved aktiveres stoffet Visudyne, som begynder at lukke blodkarrene bag nethinden. Dermed aftager den skadelige mængde væske i nethinden.
Sådan forbereder du dig
Efter behandlingen er din krop lysfølsom, og du skal derfor medbringe heldækkende tøj, som du kan bruge, når du skal hjem. Medbring:
- hat med skygge eller kasket
- solbriller
- langærmet trøje
- lange bukser
- handsker
- sokker
- sko.
Når du kommer hjem
-
-
-
Forvent gener i nogle timer
Du kan opleve sløret syn og synsforstyrrelse i timerne efter behandlingen. Enkelte oplever forbigående smerte, oftest i ryggen. Smerten forsvinder, når behandlingen er overstået.
Lysfølsomheden betyder, at du skal undgå stærke lyskilder for at undgå solskoldning. Undgå:
- direkte sollys, også gennem vinduer
- halogenlys
- tandlæge og operationslamper
- solarium.
-
-
-
Beskyt hud og øjne i 2 døgn
Ophold dig i skyggen, når du er udendørs. Beskyt dine øjne og din hud over hele kroppen. Dette skal du gøre i 2 døgn efter behandlingen, da lægemidlet Visudyne gør øjne, slimhinder og hud mere lysfølsom end normalt. Derfor bliver du let solskoldet – også selvom du ikke er i direkte sol.
Beskyt dine øjne med solbriller, og beskyt huden med dækkende påklædning. Husk hals og nakke, ører, hænder, ankler med videre, som du måske ikke plejer at tildække.
-
-
-
Ophold dig gerne indendørs
Indendørs må du gerne opholde dig i almindeligt lys. Det almindelige lys vil fremme nedbrydningen af lægemidlet. Du behøver altså ikke at opholde dig i mørke eller for nedrullede gardiner.
-
-
-
Kontakt os, hvis du oplever ændringer i dit syn
Hvis du oplever ændringer, eksempelvis svær synsnedsættelse, skyggefornemmelse i synsfeltet eller reaktioner på lysfølsomhed i form af solskoldninger, skal du kontakte os på Øjenafdelingen.
Kontrol
Du bliver indkaldt til kontrol 1 måned efter behandlingen og igen efter 3 måneder, medmindre du aftaler andet med øjenlægen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.