Undersøgelsens formål er at afdække, om du har en aldersbetinget nethindesygdom (AMD), som skal behandles. Nethindesygdom viser sig ofte som en sløring af det centrale syn, hvorimod det perifere syn ikke er påvirket.
Undersøgelsesdagen består af et program med en række forskellige undersøgelser og samtaler. Programmet varer som regel 2-4 timer.
Når alle undersøgelser er afsluttet, gennemgår vi resultatet, og du bliver informeret om det videre forløb, eller du modtager svaret per brev.
Sådan foregår undersøgelsesdagen
- Vi gennemgår dagsprogrammet med dig og giver dig en kort information om, hvor i øjet der sker forandringer i forbindelse med nethindesygdom.
- Vi gennemgår sammen dit oplysningsskema.
- Vi udfører forskellige undersøgelser, herunder synstest, måling af dit øjentryk og en scanning af nethinden (OCT).
- Øjenlægen vurderer, om vi skal foretage en fotografisk undersøgelse af øjnene med eller uden kontrast.
- Hvis du skal have lavet en fotografisk kontrastundersøgelse, anlægger vi en blød kanyle i en blodåre på din hånd/arm. Kanylen fjernes igen, før du skal hjem.
- Vi optager journal, og du bliver undersøgt af en øjenlæge.
- Slutteligt gennemgår vi resultatet og informerer dig – enten mundtligt eller per brev.
Sådan forbereder du dig
Medbring solbriller
Ved undersøgelsen får du dryppet dine øjne med pupiludvidende dråber. Effekten af dråberne kan vare op til et par timer. Indtil effekten aftager, kan sollys virke stærkt generende. Tag derfor solbriller med til brug efter undersøgelsen.
Aftal hjemtransport
På grund af dråberne vil du ikke være i stand til selv at køre bil efter undersøgelsen. Aftal derfor at blive hentet at en pårørende, eller undersøg hos Kørselskontoret, om du er berettiget til hjemtransport.
Medbring lidt at spise
Da undersøgelsesprogrammet varer nogle timer, kan det være en god idé at have lidt mad med, så du ikke bliver for sulten, før vi er færdige.
Kontakt
og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.