Et hæmangiom (jordbærmærke) er en samling af blodkarsvæv, der ses som et rødligt/blåligt mærke i huden. Det kan optræde mange steder på kroppen, men oftest i ansigtet – og ses hyppigere hos børn, der er født for tidligt eller med lav fødselsvægt.
Et hæmangiom kan være til stede ved fødslen eller optræde umiddelbart efter, og det kan vokse i både omfang og tykkelse indtil cirka 1-års alderen.
Behandlingsmuligheder
Hæmangiomer bliver oftest mindre med tiden og er ofte aftaget helt ved skolealderen. Man er derfor meget tilbageholdende med at behandle.
I tilfælde hvor hæmangiomet er hastigt voksende, meget kosmetisk skæmmende eller synstruende, kan man forsøge at behandle med betablokkere eller laser. I sjældne tilfælde er kirurgisk behandling også nødvendig.
Behandlingen foregår i Aarhus, Odense eller på Rigshospitalet.
Kontrol
Vi tilbyder regelmæssig kontrol hvert ½-1 år her i Øjenafdelingen. Her tager vi foto for at følge udviklingen af hæmangiomet. Kontrollen omfatter også en synstest, hvor vi undersøger, hvorvidt hæmangiomet påvirker synet.
Ved mistanke om nedsat syn (”dovent øje”) startes forebyggende klapbehandling, og kontrollen vil være hver 3. måned. Ved klapbehandling tildækkes det gode øje for at træne synet på øjet med hæmangiom. Det vil oftest være klapbehandling i 1-3 timer dagligt i barnets vågne timer.
Udvikling af hæmangiom 0-7 år
Tak til Rikke, som er model på billederne.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.