Du er blevet tilbudt en operation for afløbshindring i tårevejene. Forsnævrede tåreveje kan give øjenbetændelse og tåreflåd, og er meget almindeligt hos småbørn.
Tåreveje udvikles sent i fostertilværelsen, og hos mange børn sker det først efter fødslen. Det betyder også, at symptomerne forsvinder af sig selv hos langt de fleste i løbet af 1-1½ år. Men hvis problemerne ikke løser sig, er der behov for yderligere behandling i form af et mindre kirurgisk indgreb.
Sådan foregår operationen
Du bliver indlagt på børnestuen og får hospitalstøj på.
Herefter følges du med en af dine forældre til operationsafsnittet, hvor din mor eller far må være, indtil du sover. Dine forældre venter på dig i sengeafsnittet, så de er der, når du kommer tilbage.
|
|
Lægen åbner det tilstoppede afløb mellem tåresæk og næsehule.
|
Selve behandlingen
Ved operationen bliver du fuldt bedøvet ved hjælp af en indsprøjtning i håndryggen. Herefter skyller lægen tårevejene og fører en tynd metalsonde (et spidst metalinstrument) gennem tåresækken og ned til næsehulen, hvor den åbner blokeringen. Herved dannes der et afløb ned til næsen.
Efter operationen bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet eller opvågningsstuen. Du bliver fulgt af narkosesygeplejersken.
Operationen tager cirka 1 time. Du kan komme hjem samme dag.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, da narkosen får dine muskler til at slappe af, så der opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden aftalen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før aftalen. Det kan være vand, saftevand eller te uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen, anbefaler vi, at du drikker et stort glas saftevand 2 timer før operationen og derefter ingenting til narkosen er overstået.
Brug lokalbedøvelse på håndryggen
Hvis du har aftalt det med narkoselægen, kan du lokalbedøve huden på begge håndrygge, så indsprøjtning af bedøvelse ikke gør ondt. Det kan gøres ved hjælp af lokalbedøvende creme eller EMLA-plaster, der sættes på, før du tager hjemmefra.
Efter operationen
Efter operationen kommer der en øjenlæge og ser til dig. Når du har spist og drukket samt tisset, må du tage hjem.
Hvis I kører i bil hjem, skal I være opmærksomme på, at der skal være en person hos dig ud over chaufføren.
Når du kommer hjem
Dryp med øjendråber
Inden du tager hjem, får du en recept på øjendråberne Kloramfenikol. Det behandlede øje skal dryppes 3 gange dagligt i 1 uge.
Vær opmærksom på komplikationer
Der kan opstå mindre blødning eller sivning fra næsen. Der kan også opstå betændelse i tårevejene. Hvis der opstår blødning eller infektion, skal du straks kontakte Øjenafdelingen.
Kontrol
Du skal kontakte din egen øjenlæge, hvis der bliver behov for kontrol.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til operationen, er du velkommen til at kontakte os.