Hvis skelen hos børn ikke kan behandles alene med briller, øvelser eller lignende, er der mulighed for at prøve at få øjnene til at stå parallelt ved behandling med Botox. Botox er navnet på et stof, botulinum toksin, der virker ved at forhindre frigivelse af signalstoffer mellem nerve og muskel, hvilket får musklen til at slappe af.
Du vil opleve, at skelen vil aftage i løbet af den første uge, og øjet kan begynde at skele udad. Dette er et godt tegn på behandlingens virkning. Hvis den første behandling ikke har givet tilfredsstillende resultat, kan der eventuelt tilbydes 1–2 ekstra behandlinger.
Behandlingen tager ikke lang tid, og du kommer hjem samme dag.
Sådan foregår behandlingen
Under behandlingen er du fuldt bedøvet
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal behandle dig, taler først med dig og dine forældre om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Selve behandlingen
Lægen sprøjter Botox i eller omkring de øjenmuskler, som man ønsker at behandle. Indgrebet er kortvarigt.
En sjælden gang kan der være en lille blødning i slimhinden efter indsprøjtningen.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, da narkosen får dine muskler til at slappe af, så der opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden aftalen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før aftalen. Det kan være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen, anbefaler vi, at du drikker et stort glas saftevand 2 timer før operationen og derefter ingenting til narkosen er overstået.
Der kan gælde særlige regler for dig, fx hvis du er diabetiker, ryger, overvægtig eller gravid. Narkoselægen gennemgår reglerne med dig inden operationen.
Mødetidspunktet er ikke operationstidspunktet
Et anslået operationstidspunkt kan forsinkes eller fremrykkes. Det kan skyldes, at en forudgående operation eller opvågning tager længere tid end forudsat, eller at en forudgående operation må aflyses, fx på grund af sygdom.
Efter behandlingen
Dine forældre kommer, når du er vågnet
Når operationen er færdig, bliver du kørt på opvågningsafdelingen i følgeskab med en narkosesygeplejerske. Vi ringer efter dine forældre, som gerne må være sammen med dig på opvågningsstuen.
Du kommer hjem samme dag
Når du er vågnet, har fået noget at spise og drikke, har været ude at tisse og er blevet tilset af øjenlægen, må du tage hjem. Der skal være en hos dig i bilen, ud over den der sidder bag rattet, når I kører hjem.
Når du kommer hjem
Efter behandlingen kan du opleve at være lidt usikker på benene og måske have dobbeltsyn. Det er et tegn på, at Botox har virket, og at behandlingen har effekt.
Kontrol
På operationsdagen aftaler vi 2 kontroltider: 2-3 uger efter behandlingen og cirka 3- 4 måneder efter behandlingen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.