Du skal have taget en vævsprøve fra nyren, en såkaldt biopsi. Prøven er nødvendig, fordi flere nyresygdomme har symptomer, der ligner hinanden, men hvor behandlingerne er forskellige. Derfor er det vigtigt at finde frem til den præcise sygdom for at kunne starte den rigtige behandling.
Sådan foregår undersøgelsen
Under undersøgelsen er du lokalbedøvet
Lokalbedøvelse vil sige, at du får lagt bedøvelsen i huden og underhuden ved en indsprøjtning omkring undersøgelsesstedet. Dermed er kun undersøgelsesstedet bedøvet, mens du er vågen. Du vil ikke føle smerte, men kan mærke berøring.
Du kan få afslappende medicin 1 time inden selve biopsien skal tages.
Selve prøven
Biopsien skal tages i røntgenafdelingen. Under undersøgelsen skal du ligge enten på maven eller på siden, og ved hjælp af en ultralydsskanner vælger vi det præcise sted, hvor prøven skal tages. Herefter bliver du lokalbedøvet, og vævsprøven tages ud med en nål, der styres af ultralydsskanneren. Oftest udtages i alt 2 prøver fra samme område. Selve proceduren tager omkring 30 minutter.
Når biopsien er taget, bliver du kørt på Opvågningen til observation i nogle timer og herefter tilbage til sengeafdelingen eller dagshospitalet. For at mindske risikoen for blødning skal du blive i sengen og ligge fladt på ryggen i 6 timer efter vævsprøven.
Hvis du herefter er velbefindende, kan du komme hjem, men du skal ledsages, og der skal være en person hos dig til dagen efter. Hvis sidstnævnte er et problem, så tal med sygeplejerske om evt. overnatning på patienthotel.
Sådan forbereder du dig
Forberedende samtale
Dagen før selve biopsien skal du til forberedende samtale, hvor du skal undersøges og have taget blodprøve.
Vær opmærksom på din medicin
Nogle typer medicin kan øge risikoen for blødning, når du skal have foretaget en nyrebiopsi. Det kan derfor være nødvendigt med midlertidige ændringer af den medicin du tager.
Du skal holde pause med gigtmedicin og medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, i mindst 5 dage før prøven. Hvis du tager fiskeolie, skal du holde pause med det fra 2 uger før prøven. Tal med lægen om, hvilken medicin du tager, også kosttilskud.
Mød fastende til undersøgelsen
Du skal faste inden undersøgelsen, så din mavesæk er helt tom. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise eller drikke fra midnat dagen inden biopsien.
- Du må ikke ryge.
- Hvis du skal tage medicin om morgenen, må du tage den med en smule vand.
- Har du sukkersyge, skal du medbringe Insulin og eget blodsukkerapparat.
Efter undersøgelsen
Du skal blive i sengen
Du skal som nævnt blive i sengen i 6 timer efter undersøgelsen for at mindske risikoen for blødning. Hvis du skal lade vandet, skal det foregå i kolbe eller bækken.
Mens du ligger i sengen, vil du jævnligt få kontrolleret blodtryk og puls. Efter et par timer får du lov til at løfte hovedgærdet, og du får mad og drikke, hvis du har brug for det.
Hvis du er velbefindende, må du efter 6 timer komme ud af sengen og bliver udskrivet.
Undgå anstrengelser, når du kommer hjem
Den første uge efter undersøgelsen bør du ikke udføre fysisk anstrengende arbejde eller foretage tunge løft, da der stadig kan være risiko for blødning fra nyren.
Vær opmærksom på blod i urinen og smerter
Du skal være opmærksom på, om der kommer blod i urinen, eller om du får smerter. Hvis det sker, skal du kontakte Nyremedicinsk Sengeafdeling 8Ø eller Nyremedicinsk Ambulatorium. Se kontaktinformationer nedenfor.
Svar på prøven
Du vil oftest få svaret på en undersøgelse ved en ambulant kontrol, som du bliver indkaldt til.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.