Du skal behandles med lægemidlet colchicin, som bruges til at behandle urinsur gigt, hvor det fungerer som smertedæmpende medicin. Colchicin tages som tabletter.
Sådan virker medicinen
Colchicin er et lægemiddel med anti-inflammatorisk effekt. Det vil sige, at det har en dæmpende effekt på betændelseslignende tilstande. Hos nyrepatienter bruger vi lægemidlet ved behandling af urinsur gigt, hvor colchicin har en smertestillende effekt og hjælper med at stoppe anfald. Behandling med colchicin er mest effektiv, hvis den påbegyndes tidligt i forløbet.
Sådan foregår den medicinske behandling
Sammen med en læge i Nyremedicinsk Ambulatorium aftaler du, hvilken dosis du skal tage. Det vil oftest være 1 tablet 3 gange dagligt, indtil anfaldet er overstået. Tag ikke mere, end du har aftalt med lægen.
Du kan forvente at mærke en effekt inden for 12 timer. Gigtsmerterne forsvinder ofte helt efter 2-3 dages behandling. Herefter kan du stoppe med behandlingen eller tage en lavere dosis i nogle dage. Nedtrapning af medicinen aftales med læge i ambulatoriet.
Hvis du har taget mere end 4 tabletter dagligt, skal du halvere dosis i 1-2 dage, inden du afslutter behandlingen.
Bivirkninger
De hyppigste bivirkninger, som rammer mere end
10 %, er kvalme, opkastninger og diarré.
Andre bivirkninger er allergiske reaktioner, såsom udslæt eller hudkløe.
Hvis du tager en større dosis, end du har aftalt med lægen, kan det medføre blødning fra tarmen, muskelsvaghed og lever- og nyreskader. Ved langvarig behandling kan der opstå hårtab og føleforstyrrelse, og medicinen kan påvirke knoglemarvens funktion.
Vær opmærksom på
Informér læger om Colchin
Informér læger, du er i kontakt med, om, at du er i behandling med colchicin.
Undgå grapefrugt
Du må ikke spise grapefrugt eller drikke grapesaft, så længe du er i behandling.
Kontakt os, hvis du ikke oplever bedring
Kontakt Nyremedicinsk Ambulatorium, hvis du ikke oplever bedring efter 3 dages behandling.
Kontakt os vedrørende graviditet, allergi og leversygdom
Informér lægen, hvis du tidligere har haft en allergisk reaktion på colchicin, hvis du har en leversygdom, hvis du er gravid eller har planer om at blive det.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.