Du er blevet tilbudt behandling af din klyngehovedpine (Hortons hovedpine) med en såkaldt GON-blokade. Din kontaktlæge har i den forbindelse foretaget en omhyggelig gennemgang af din hovedpine og har på denne baggrund vurderet, at behandlingen er mulig.
Det menes, at blokaden virker ved dels at bedøve nerven og dels at dæmpe irritationen omkring nerven, så nerveimpulserne forhindres i at nå hjernen. Formålet med behandlingen er:
- at afbryde de ophobede anfald
- at forebygge nye anfald.
Effekten af blokaden varer oftest fra flere uger op til måneder. I nogle tilfælde kan behandlingen også reducere styrken af de tilbageværende hovedpineanfald.
Sådan foregår behandlingen
Den første GON-blokade gives i samråd med en læge. Herefter vil det hovedsageligt være en sygeplejerske, der giver blokaden.
Ved blokaden indsprøjtes binyrebarkhormon blandet med et lokalbedøvende middel omkring den store nerve i baghovedet, heraf navnet GON (greater occipital nerve).
Lægen eller sygeplejersken starter med at finde området, hvor selve nerven løber, nemlig midtvejs mellem nakkefremspringet og knoglefremspringet bag øret. Herefter anvender vi en tynd nål til at lægge blokaden. Væsken fordeles flere steder omkring nerven.
Det tager kun få minutter at lægge blokaden, men der er også afsat tid til samtale.
Herefter må du tage hjem.
Sådan forbereder du dig
Registrér dine anfald
Vi gennemgår effekten af behandlingen ved hvert besøg i ambulatoriet. Derfor er det vigtigt, du registrerer dine anfald i en såkaldt hovedpinekalender.
Fortæl os, hvis du får blodfortyndende behandling
Giv besked, hvis du er i blodfortyndende behandling, da der i så fald kan opstå større blå mærker under behandlingen.
Kontrol og fortsat behandling
Hvis du har god effekt af blokaden, kan du få behandlingen ad flere omgange - dog ikke hyppigere end hver 3. måned. Hvis du ikke har effekt efter 2 behandlinger, indstilles behandlingen som regel.
Vær opmærksom på
Undgå behandling, hvis du er gravid eller ammer
Du må ikke få behandling, hvis du er gravid eller ammer.
Mulige bivirkninger
Bivirkningerne af behandlingen er som regel få og beskedne.
Der kan forekomme en hævelse under huden omkring indstiksstedet, men den forsvinder i løbet af få timer. Nogle bliver lidt ømme, mens andre får en varmefornemmelse under huden.
Du skal ikke være bekymret for, at nålen kan ramme hjernen, da blokaden lægges uden på kraniet.
I sjældne tilfælde kan man miste håret, og der kan ses en lille fordybning i vævet omkring indstiksstedet.
Kontakt en læge, hvis du får en allergisk reaktion
I meget sjældne tilfælde kan der opstå allergisk reaktion mod medicinen, som kan vise sig som vejrtrækningsbesvær, nældefeber, hurtig puls og koldsved. Får du disse symptomer, skal du enten kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til behandlingen, eller har du brug for at ændre din tid, er du velkommen til at kontakte os. Du kan følge din journal påwww.sundhed.dk.