Norvasc® er et lægemiddel, der anvendes i behandlingen af hjertekrampe (angina pectoris) og ved behandling af for højt blodtryk.
Sådan virker medicinen
Norvasc® udvider hjertets kranspulsåre. Derved bliver ilttilførslen til hjertemusklen bedre.
Blodkarrene i kroppen udvides også, og det betyder, at blodtrykket sænkes. Derfor er det ikke nødvendigt for hjertet at pumpe så kraftigt.
Sådan foregår den medicinske behandling
Du kan få Norvasc® som tabletter på 5 og 10 mg. Du begynder med 5 mg, og din dosis stiger eventuelt til 10 mg efter cirka 2-4 ugers behandling.
Du skal kun tage Norvasc® én gang om dagen, normalt om morgenen. Du må ikke ændre på dosis uden at tale med lægen om det.
Du kan kun få Norvasc® på recept. Du kan få mere at vide om tilskud til medicinen på apoteket.
Bivirkninger
Du kan få disse bivirkninger ved behandling med Norvasc®:
- Let kvalme
- Hovedpine
- Varmefornemmelse i ansigtet
- Træthed
- Svimmelhed
- Ansamling af væske omkring anklerne.
Eventuelle bivirkninger er ofte milde og kortvarige, men tal med din læge, hvis du får dem.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.