Hver lunge er omgivet af to lungehinder. Lungehinderne ligger normalt tæt op ad hinanden og danner et hulrum mellem sig (pleurahulen, lungehulen). Hvis der er noget, som irriterer lungehinderne, reagerer de ved at danne væske. Væsken ophober sig i lungehulen mellem de to lungehinder, hvilket kan give åndenød og ubehag. For at mindske disse gener fjerner vi væsken. Efterfølgende bliver den undersøgt for celleforandringer og bakterier.
En tapning af væsken kaldes også for pleuracentese eller pleurapunktur.
Sådan foregår behandlingen
Inden vi tømmer væsken ud af pleurahulen, bliver du ultralydsskannet på ryggen, så vi helt præcist kan se, hvor væsken ligger. Du skal have din trøje af, mens vi skanner dig.
Herefter bliver du lokalbedøvet med en indsprøjtning i området. Når bedøvelsen virker, foretager vi et indstik imellem ribbenene og videre ind til væsken, som vi herefter tømmer ud via en tynd slange (et dræn).
Det er individuelt, hvor lang tid pleuracentesen tager. Det afhænger helt af, hvor meget væske der er i pleurahulen.
Når væsken er udtømt, kan du tage hjem.
Sådan forbereder du dig
Hold pause med blodfortyndende medicin
Får du blodfortyndende medicin, skal du eventuelt holde pause før undersøgelsen. Følg de instrukser du har fået af lægen.
Når du kommer hjem
Tag smertestillende medicin efter behov
De fleste patienter har ikke gener efter pleuracentesen. Du kan dog være øm omkring det sted, hvor vi har stukket drænet ind. Ved behov kan du tage smertestillende medicin fra håndkøb.
Vær opmærksom på
Får du tiltagende smerter eller åndenød, er det vigtigt, at du tager kontakt til Lægevagten eller ringer 112.
Svar på undersøgelsen af væske
Inden du tager hjem, aftaler vi, om du får svar på undersøgelsen per brev, eller du får en tid med hjem til samtale i Lungemedicinsk Dagafsnit.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din sundhedsfaglige kontaktperson.
Se tidspunkt for undersøgelsen på bagsiden…
Du skal møde til undersøgelsen på:
Aalborg Universitetshospital, Medicinerhuset
Lungemedicinsk Ambulatorium
Reception 1
_______dag den ________ kl. __________