Du har fået diagnosen lungehindekræft – også kaldet malignt pleuralt mesoteliom.
Sygdommen er sjælden, og i Danmark får færre end 100 personer sygdommen om året. I 90 % af tilfældene af lungehindekræft viser det sig, at patienten tidligere har været udsat for asbest, når sygehistorien gennemgås sammen med en læge. Der går ofte cirka 40 år, fra man udsættes for asbest, og indtil sygdommen bryder ud.
Lungehindekræft er anerkendt som arbejdsbetinget sygdom. Hvis din udsættelse for asbest har fundet sted i forbindelse med dit arbejde, anmelder vi det, og du vil blive kontaktet af Arbejdsmedicinsk Klinik.
Langt de fleste med lungehindekræft får behandling med kemoterapi og i nogle tilfælde strålebehandling. Behandlingen kan holde sygdommen i ro i kortere eller længere perioder.
I sjældne tilfælde tilbydes operation for lungehindekræft. Her er behandlingen en kombination af operation, kemoterapi og strålebehandling.
Behandlingssted
Behandlingen af lungehindekræft foregår på Rigshospitalet. Derfor er du henvist til Onkologisk Klinik på Rigshospitalet. Her vil en speciallæge tilrettelægge det bedst mulige behandlingstilbud for dig. Du kan forvente at få et indkaldelsesbrev inden for 1 uge.
På Rigshospitalet får du en forløbskoordinator, som kan svare på dine spørgsmål og hjælpe dig med andet, der relaterer sig til din sygdom. Du kan læse mere om forløbskoordinatorordningen på Rigshospitalets hjemmeside hjemmeside. Søg på ”forløbskoordinator Onkologisk Klinik”.
Onkologisk Kliniks fulde adresse og telefonnummer er:
Blegdamsvej 9
Opgang 5, Afsnit 5073
2100 København Ø
Tlf. 35 45 35 45
www.rigshospitalet.dk
Opfølgning på behandlingen
Det er lægerne på Rigshospitalet, der varetager dine behandlinger. Det er også dem, der afgør, om opfølgningen skal ske dér eller i Aalborg.
Transport og ophold
Når du modtager et indkaldelsesbrev fra Rigshospitalet, skal du kontakte Kontoret for Patientbefordring i Region Nordjylland med henblik på bestilling af transport.
Ved det første besøg på Rigshospitalet skal du anmode om en kørselsblanket. Det er en læge på Rigshospitalet, der skønner, hvilket transportmiddel du skal bruge, dog efter gældende regler.
Du har mulighed for at få råd og vejledning hos hospitalernes socialrådgivere. Det kan du både få på Lungemedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, og på Rigshospitalet. Spørg på afdelingen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din sundhedsfaglige kontaktperson.