På Lungemedicinsk Afdeling opfordrer vi alle vores patienter med lungekræft til at besvare et elektronisk spørgeskema om deres helbred. Vi kalder spørgeskemaet for HELBREDSbarometeret. Helbredsbarometeret er udviklet af Kræftens Bekæmpelse.
Fordi du er patient hos os, vil vi også spørge dig, om du vil besvare HELBREDSbarometeret. Det er frivilligt, om du vil besvare spørgeskemaet.
Din besvarelse vil blive vist på lægens eller sygeplejerskens computerskærm, hver gang du er til konsultation. HELBREDSbarometeret er derfor et hjælperedskab, der skal sikre, at vi får talt om de problemer, du måtte have. Samtidig skal HELBREDSbarometeret hjælpe os med at følge aktiviteten i din sygdom igennem hele dit forløb.
For at lægen eller sygeplejersken kan vide, hvordan dit helbred er fra gang til gang, er det vigtigt, at du besvarer HELBREDSbarometeret før alle dine konsultationer. HELBREDSbarometeret skal altså følge dig igennem hele dit forløb hos os.
Sådan gør du
Du kan enten besvare spørgeskemaet hjemmefra, eller du kan gøre det i venteværelset i ambulatoriet inden din konsultation.
Hvis du vil besvare skemaet hjemmefra
Vi foretrækker, at du besvarer HELBREDSbarometeret hjemmefra, hvis du har adgang til internettet. Besvar gerne spørgeskemaet samme dag eller dagen inden din planlagte konsultation i ambulatoriet. Det tager cirka 10-15 minutter at besvare spørgeskemaet
Sådan gør du:
- Tænd for din computer, bærbar, tablet eller lignende.
- Åben din internetbrowser og gå ind på hjemmesiden: www.prom-lc.dk
- Indtast dit CPR-nummer og besvar spørgeskemaet.
Hvis du vil besvare skemaet i ambulatoriet
Hvis du ikke har adgang til internettet, kan du besvare HELBREDSbarometeret i venteværelset i ambulatoriet inden din konsultation. Derfor beder vi dig møde i god tid inden din konsultation, så du kan nå at besvare spørgeskemaet inden din samtale med lægen eller sygeplejersken. Det tager cirka 10-15 minutter at besvare spørgeskemaet.
Sådan gør du:
- I receptionen får du udleveret en lille håndholdt computer, som du kan bruge til at svare på skemaet.
- Indtast dit CPR-nummer og besvar så spørgeskemaet.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til skemaet, er du velkommen til at kontakte os. Har du kommentarer i øvrigt til HELBREDSbarometeret, kan du kontakte Kræftens Bekæmpelse på tlf. 35 25 74 28.