Du skal i behandling med kræftmedicinen Olaparib, også kaldet Lynparza.
Sådan virker medicinen
Olaparib er en såkaldt PARP-hæmmer. PARP forekommer i kræftceller. PARP-hæmmere forhindrer kræftcellerne i at reparere sig selv, og dermed dør de.
Sådan foregår den medicinske behandling
Olaparib er en tabletbehandling, som du skal tage derhjemme. Du skal tage tabletterne morgen og aften med 12 timers mellemrum. Tabletterne kan tages med eller uden mad, og tabletterne skal synkes hele.
Undlad at drikke grapefrugtjuice
Mens du er i behandling med Olaparib, må du ikke drikke grapefrugtjuice, da det kan påvirke den måde, medicinen virker på.
Tag ikke dobbeltdosis, hvis du glemmer en dosis
Glemmer du at tage en dosis, eller kaster du op umiddelbart efter, at du har taget tabletterne, skal du ikke tage en ny dosis eller tage dobbeltdosis næste gang. Fortsæt i stedet planmæssigt med behandlingen.
Kommer du til at tage mere end den ordinerede dosis, skal du kontakte os.
Opbevar medicinen således
Du skal opbevare Olaparib-tabletterne ved stuetemperatur og utilgængeligt for børn. Medbring eventuel overskydende medicin, næste gang du kommer på hospitalet.
Sådan er forløbet i hovedtræk
Kontrol hos os hver 4. uge
Hver 4. uge skal du til en samtale hos os. I den forbindelse kontrollerer vi dine blodprøver, og du får udleveret Olaparib til den næste periode.
Skanning hver 12. uge
Hver 12. uge kontrollerer vi behandlingens effekt med en skanning. Du vil blive indkaldt til skanningen.
Behandlingen fortsætter, så længe sygdommen ikke udvikler sig, og så længe bivirkningerne er acceptable.
Sådan forbereder du dig
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver kontrol. Blodprøverne skal tages på et sygehus inden
klokken 9.00.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal
bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit
sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du
skal have taget blodprøven.
Bivirkninger
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Diarré. Du kan få diarré. Husk at drikke rigeligt med væske, det vil sige cirka 2 liter i døgnet.
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin, du kan tage ved behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke virker tilstrækkeligt.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af behandlingen, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Nedsat appetit og smagsforstyrrelser
- Træthed
- Hovedpine
- Svimmelhed
- Mavesmerter
- Påvirkning af nyrerne.
Vær opmærksom på
Kontakt os ved disse symptomer:
- ekstrem træthed
- bleg hud og hurtig puls
- temperatur på 38,5 grader eller derover
- åndenød eller synkebesvær
- svimmelhed og tilfælde af besvimelse
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen
til at kontakte os.