Du skal i behandling med lægemidlet Tagrisso. Tagrisso er kræftmedicin, der bruges til behandling af kræft i lungerne hos patienter med en type kræft, der hedder EGFR-T790M mutationspositiv kræft.
Sådan virker medicinen
Tagrisso virker ved at hæmme aktiviteten af et protein (EGFR), der findes på celleoverfladen i mange kræftceller. Proteinet medvirker til, at kræftcellerne kan vokse ukontrolleret og spredes. Tagrisso skal modvirke den spredning.
Sådan foregår den medicinske behandling
Tagrisso er en tabletbehandling. Du skal tage 1 tablet dagligt med eller uden mad.
Tabletten tager du derhjemme. Hvis du glemmer at tage Tagrisso, skal du springe den glemte dosis over og blot tage lægemidlet igen fra næste dosis. Du må aldrig tage dobbelt dosis.
Hvis du har svært ved at synke, kan du opløse Tagrisso i 50 ml vand og drikke det.
Undlad at drikke grapefrugtjuice
Mens du er i behandling med Tagrisso, må du ikke
drikke grapefrugtjuice, da det kan påvirke den måde,
medicinen virker på.
Behandling hos os hver 4. uge
Hver 4. uge skal du have behandling hos os. I den forbindelse kontrollerer vi dine blodprøver og din hjerterytme. Derfor skal du hver gang have taget en blodprøve og hver 2. gang have lavet en EKG. Samtidig får du udleveret Tagrisso til den næste periode.
Hver 12. uge kontrollerer vi behandlingens effekt med en CT-skanning. Du vil blive indkaldt til skanningen og lægesamtale.
Behandlingen fortsætter, så længe sygdommen ikke udvikler sig, og der ikke er uacceptable bivirkninger.
Sådan forbereder du dig
Husk at få taget blodprøver før hver kontrol
Du skal have taget en blodprøve før hver kontrol samt EKG før hver anden kontrol. Vi rekvirerer prøverne elektronisk, men du skal selv bestille tiden til at få taget prøverne på hospitalet.
Bestil tid til blodprøve og EKG påbooking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget prøverne.
Bivirkninger
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Diarré. Du kan få diarré. Du må maksimalt have 4 vandtynde afføringer per dag. Du kan afhjælpe diarré ved at tage 2 tabletter loperamid ved første diarré, herefter 1 tablet ved hver diarré. Du må maksimalt tage 8 tabletter i døgnet. Hvis der går mere end 24 timer, inden diarréen stopper, skal du kontakte os. Husk at drikke rigeligt med væske, det vil sige cirka 2 liter i døgnet.
- Udslæt på huden. En hyppig bivirkning er udslæt, som kan sammenlignes med bumser. Udslættet kan ses allerede efter første behandling og forekommer hyppigt i ansigtet, hovedbunden, nakken og på brystkassen, samt på armene og ryggen. Hvis du får udslæt, behandler vi det med antibiotika. Du kan med fordel smøre det med en fed, uparfumeret creme.
- Tør hud. Huden kan blive rød, tør og sviende. Du kan til en vis grad forebygge generne ved at smøre huden med en fed, uparfumeret creme allerede fra begyndelsen af behandlingen.
- Negleforandringer. Dine neglerødder kan revne, så der opstår betændelse i dem. Sørg for at holde dem rene, og smør dem godt med en fed, uparfumeret creme.
- Lungeirritation (pneumonitis). Irritation af lungerne forekommer i sjældne tilfælde og mærkes som pludselig åndenød ledsaget af hoste eller feber. Hvis du får symptomer på dette, skal du ringe til os.
- Hjerterytmeforstyrrelser. Du får lavet en undersøgelse af din hjerterytme, et EKG, rutinemæssigt før behandlinger.
Vær opmærksom på
Kontakt os ved disse symptomer
- Diarré, som ikke stopper trods stoppende medicin
- Voldsomt udslæt
- Feber på 38,5 grader eller derover
- Forværring i åndenød
- Svimmelhed og tilfælde af besvimelse
- Blødning.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.