Du skal i behandling med kræftmedicinen Niraparib, også kaldet Zejula.
Sådan virker medicinen
Niraparib er en såkaldt PARP-hæmmer. PARP forekommer i kræftceller. PARP-hæmmere forhindrer kræftcellerne i at reparere sig selv, og dermed dør de.
Sådan foregår den medicinske behandling
Niraparib er en kapselbehandling, som du skal tage derhjemme. Du skal tage kapslerne én gang dagligt. Hver kapsel indeholder 100 mg. Din læge vil fortælle dig, hvor mangle kapsler du skal tage. Kapslerne er hårde og kan tages med eller uden mad.
Dosis skal tages nogenlunde på samme tidspunkt hver dag. Du kan selv vælge det tidspunkt, der passer dig bedst, så det nemmest bliver en rutine at tage Niraparib.
Hvis du tager Niraparib ved sengetid, kan det undertrykke eventuel kvalme.
Kapslerne skal synkes hele sammen med vand. Du må ikke tygge eller knuse kapslerne.
Tag ikke dobbeltdosis, hvis du glemmer en dosis
Glemmer du at tage en dosis, eller kaster du op umiddelbart efter, at du har taget kapslerne, skal du ikke tage en ny dosis eller tage dobbeltdosis næste gang. Fortsæt i stedet planmæssigt med behandlingen. Kommer du til at tage mere end den ordinerede dosis, skal du kontakte os.
Opbevar medicinen således
Du skal opbevare Niraparib-kapslerne ved stuetemperatur og utilgængelig for børn. Medbring eventuel overskydende medicin, næste gang du kommer på hospitalet.
Sådan er forløbet i hovedtræk
Opfølgning hver 4. uge i starten
Du skal til opfølgning hos os hver 4. uge i de første 4. behandlingsserier. Når du kommer, skal du til samtale. Vi kontrollerer desuden dine blodprøver, og du får udleveret kapsler til den næste periode. Du skal være opmærksom på, at du skal have taget blodprøver én gang om ugen, den første måned du får behandlingen.
Opfølgning efter de første 4 behandlingsserier
Du får i forbindelse med 4. behandlingsserie udleveret kapsler til 12 uger. Du skal være opmærksom på, at du stadig skal have taget blodprøver hver 4. uge, selvom du ikke kommer ind til os og får udleveret kapslerne.
Skanning hver 12. uge
Hver 12. uge kontrollerer vi behandlingens effekt med en skanning. Du vil blive indkaldt til skanningen. Behandlingen fortsætter, så længe sygdommen ikke udvikler sig, og så længe bivirkningerne er acceptable. Du får svar på din skanning i forbindelse med samtale hver 12. uge, hvor du også får udleveret kapsler.
Sådan forbereder du dig
Husk at få taget blodprøver før behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver behandlingsserie og en gang om ugen de første 4 uger. Blodprøverne skal tages på et hospital inden klokken 9.00. Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Bivirkninger
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen.
- Halsbrand
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af behandlingen, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Træthed
- Kraftesløshed
- Forstoppelse
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin, du kan tage ved behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke virker tilstrækkeligt.
- Mavesmerter
- Søvnløshed
- Hovedpine
- Nedsat appetit
- Løbende eller tilstoppet næse
- Diarré. Du kan få diarre. Husk at drikke rigeligt med væske, det vil sige cirka 2 liter i døgnet.
- Åndenød
- Rygsmerter
- Ledsmerter
- Højt blodtryk
- Svimmelhed
- Hoste
- Urinvejsinfektion
- Palpitationer (hvor det føles, som om hjertet springer slag over eller slår hårdere end normalt).
Vær opmærksom på
Kontakt os ved disse symptomer
- Du får blå mærker eller blødning fra sår, som varer længere end normalt.
- Du er forpustet, føler dig meget træt, er bleg i huden eller har en hurtig hjerterytme.
- Du har temperatur på 38,5 grader eller derover.
- Du oplever stigning i blodtrykket.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.