Du skal tage Stesolid® som beroligende middel før din behandling eller undersøgelse. Stesolid® dæmper nervøsitet og angst.
Sådan virker medicinen
Stesolid® virker beroligende, angstdæmpende og muskelafslappende. Virkningen af Stesolid® forstærkes af alkohol, så du bør ikke drikke alkohol, når du har taget medicinen.
Det virksomme stof i Stesolid® hedder diazepam.
Sådan foregår den medicinske behandling
Stesolid® findes som tabletter og som stikpiller til indføring i endetarmen. Vi aftaler, hvilken type Stesolid® du skal tage, og hvilken dosis der er den rette for dig.
Du skal opbevare Stesolid® ved stuetemperatur.
Bivirkninger
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed og døsighed. Da medicinen er sløvende, bør du ikke køre bil, når du har taget Stesolid®.
- Svimmelhed, forvirring og opstemthed. Mindre hyppigt kan der forekomme svimmelhed og uventede reaktioner i form af forvirring og opstemthed.
- Afhængighed. Hvis du tager Stesolid® gennem længere tid, er der risiko for, at du bliver afhængig af medicinen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.