Du skal tage natriumpicosulfat, som er et afføringsmiddel, der forebygger forstoppelse. Natriumpicosulfat anvendes oftest mod forstoppelse, som er opstået efter behandling med fx morfin.
Sådan virker medicinen
Natriumpicosulfat stimulerer tarmens naturlige bevægelser. Desuden påvirker natriumpicosulfat slimhinden i tarmen, så den udskiller mere væske, og afføringen bliver blødere.
Sådan foregår den medicinske behandling
Du skal tage natriumpicosulfat som dråber.
Vi anbefaler, at du begynder med 10-15 dråber i døgnet. Har denne dosis for kraftig eller ringe virkning, kan du regulere dosis med 2-5 dråber ad gangen, indtil du får den ønskede effekt.
Virkningen indtræder som regel efter 10-12 timer.
Dråberne har en neutral smag. Du kan blande dem med vand, saft og lignende.
Du skal opbevare dråberne ved stuetemperatur.
Bivirkninger
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Mavekneb. Du kan undgå mavekneb ved at dele den daglige dosis ud på flere gange over dagen.
- Diarré. Du kan få diarré, hvis du tager for mange dråber.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.