Du skal i behandling med Epirubicin, som er kemoterapi.
Sådan virker medicinen
Epirubicin er et celledræbende stof, som påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
Sådan foregår den medicinske behandling
Du skal have kemoterapi i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 3 uger. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
Lægen fortæller dig, hvor mange behandlinger du skal have.
På behandlingsdagen
På behandlingsdagen sker følgende:
- Du bliver vejet.
- Dernæst får du Epirubicin i en blodåre i drop over 15 minutter.
- Du får kvalmestillende medicin med hjem.
Behandlingen varer i alt cirka 1 time.
Sådan forbereder du dig
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus inden klokken 9.00. Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Bivirkninger
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Det aftaler vi, inden du begynder på behandlingen. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Irriteret slimhinde i munden. Slimhinden i munden kan blive rød og irriteret. Du kan forebygge irritation ved at børste tænder jævnligt og lindre generne ved at skylle munden i kamillete.
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Rød urin. Din urin bliver rød i op til 1 døgn efter hver behandling på grund af farvestof i medicinen.
- Påvirkning af hjertet. Behandlingen kan påvirke dit hjertes pumpefunktion. Derfor undersøger vi dit hjerte, før behandlingen begynder og med jævne mellemrum i behandlingsforløbet.
Vær opmærksom på
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx i tandkødet
- Svimmelhed, træthed og hovedpine.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.