Du skal have strålebehandling for kræftsygdom i blærehalskirtlen. Her kan du læse mere om, hvad der er særligt ved strålebehandling af blærehalskirtlen (prostata).
Når vi planlægger din strålebehandling, får du tegnet streger på huden og sat små klistermærker på. Streger og klistermærker bruges til at lejre dig til strålebehandlingen. Det er vigtigt, at de ikke forsvinder under behandlingsforløbet. Stregerne forsvinder ikke ved brusebad, men kan forsvinde, hvis du smører området med creme, så undlad dette.
Sådan forbereder du dig
Lad vandet inden behandling
Du skal lade vandet 1 time før hver strålebehandling. Derefter skal du drikke 2 glas vand, så din blære er lige fyldt hver dag under strålebehandlingen.
Sådan afhjælper du gener
Blæren
Strålebehandlingen kan genere slimhinden i blæren. Disse gener kan vise sig i form af hyppigere vandladninger, eventuelt svie ved vandladning og øget vandladningstrang. Der kan være problemer med at holde på vandet, og i sjældne tilfælde kan der være blod i urinen. I enkelte tilfælde kan det blive vanskeligt at lade vandet, og der kan blive brug for at anlægge et kateter.
På længere sigt kan der komme symptomer fra blæren i form af hyppigere vandladninger, blod i urinen og inkontinens, og i sjældne tilfælde kan det være svært at komme af med urinen. Dette kan optræde år efter afsluttet strålebehandling.
Tarmen
Din slimhinde i tarmen kan blive irriteret. Disse gener kan vise sig i form af diarré, svie og smerter i endetarmen. Der kan også være risiko for blødning fra tarmen.
Huden
Undervejs i strålebehandlingen kan din hud rødme.
Undgå karbad, svømmehal og havbad, så længe du er i et strålebehandlingsforløb.
Undgå solbadning og solarium på det behandlede område i op til 1 år efter endt strålebehandling for at undgå pigmentforandringer.
Samliv
En del har allerede rejsningsproblemer ved start på strålebehandlingen. Det skyldes, at den tilknyttede behandling med antihormon giver potensproblemer både i form af nedsat rejsningsevne og nedsat seksuallyst.
Disse problemer kan forværres under strålebehandling, og nogle patienter får permanente rejsnings-problemer.
Hvis du oplever rejsningsproblemer som følge af din behandling, kan problemet måske afhjælpes medicinsk. Det kræver overskud, åbenhed og tålmodighed fra begge parter at få samlivet til at fungere igen.
Ved den ambulante opfølgning 3 måneder efter endt strålebehandling kan du få en henvisning til Sexologisk Center, hvis du ønsker det.
Gode råd
Spis regelmæssigt, gå daglige ture og oprethold et normalt væskeindtag. På den måde er du med til at mindske bevægelserne i din tarm. Prostata er et meget bevægeligt organ, som flytter sig ved tarmbevægelser. For at mindske dannelsen af luft og dermed bevægelsen i din tarm anbefaler vi, at du undgår madvarer, der normalt ville give dig luft i maven, så længe du er i strålebehandling.
Kontrol
Når du er færdig med strålebehandlingen, kontrollerer lægen din sygdom og eventuelle bivirkninger af behandlingen. Herefter lægger du sammen med lægen en plan for det videre forløb.
Kontakt og mere viden
Du kan læse mere i pjecerne ’Kræft i prostata’ og ’Kræft og seksualitet’.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.