Du skal have foretaget en blevejningstest, da vi gerne vil undersøge, om du har urininkontinens (urinlækage) ved fysisk aktivitet.
Sådan foregår undersøgelsen
En sygeplejerske vejleder dig under hele forløbet.
Testen foregår på følgende måde:
- Sygeplejersken vejer en lille ble, som du derefter anbringer i dine trusser.
- Du skal drikke ½ liter væske i løbet af 15 minutter.
- Herefter skal du gå rundt i afdelingen i 30 minutter, herunder gå på trapper svarende til mindst 1 etage op og ned.
- Dernæst skal du udføre en række fysiske øvelser under instruktion af sygeplejersken.
- Efter disse øvelser fjernes bleen og vejes.
Testen afsluttes med en vandladning, hvor vi måler mængden af din urin.
Sådan forbereder du dig
Der er ingen forberedelser til undersøgelsen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om urininkontinens, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’urininkontinens’.