Du skal have fjernet hæmorider, og vi har efter en undersøgelse vurderet, at dine hæmorider bedst behandles med elastikbehandling.
Hæmorider er udvidelse af blodårerne lige inden for endetarmsåbningen. Forstoppelse og hård afføring – ofte afledt af mangel på nok væskeindtag,- er en hyppig og medvirkende årsag til hæmorider, og når du har hæmorider, kan det bløde i forbindelse med afføring. Senere kan hæmoriderne hænge ud af endetarmsåbningen sammen med slimhinden og give daglige gener som blødning, svie måske smerter, vanskelig hygiejne og påvirket samliv.
Sådan foregår behandlingen
Ved elastikbehandling afsnøres hæmoriden med en lille elastik, så den “visner” og falder af.
Lægen indfører en lille tragt i tarmåbningen og tager fat i hæmoriden med en lille sugeskål. Med et særligt apparat skubbes en udspændt elastik ned over hæmoriden, der herved afsnøres. Hæmoriden mister sin blodforsyning og afstødes i løbet af cirka 1 uge.
Det kan ikke altid undgås, at lidt af huden kommer under elastikken. Det kan give smerter og afføringstrang.
Komplikationer
I sjældne tilfælde kan elastikken glide af for tidligt, og der kan opstå blødning, som er større end en sædvanlig hæmorideblødning.
Ved betydende blødning bør du derfor for en sikkerheds skyld henvende dig på skadestuen eller Lægevagten for at få vurderet tilstanden.
I yderst sjældne tilfælde kan der opstå alvorlig infektion ved elastikbehandlingen. Feber, smerter i underlivet, smerter omkring endetarmsåbningen og vandladningsbesvær kan skyldes betændelse udgået fra den afsnørede hæmoride. Får du en eller flere af disse gener, bør du henvende dig til din læge eller ved Lægevagten for at få vurderet tilstanden.
Sådan forbereder du dig
Vask dig grundigt før behandlingen
Tag et bad om morgenen eller aftenen før, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet.
Køb smertestillende medicin
Vi anbefaler, at du køber smertestillende håndkøbsmedicin inden behandlingen, så du har den ved behov i den første tid hjemme.
Efter behandlingen
Forvent ubehag efter behandlingen
Du kan forvente at have ubehag, lettere smerter og afføringstrang de første dage efter behandlingen. Du kan tage almindelig smertestillende håndkøbsmedicin mod smerterne.
Hvis du får brug for stærkere smertestillende medicin, vil du få den udleveret sammen med en vejledning i, hvordan du skal tage den.
Forvent blødning
De første dage efter behandlingen kan du bløde lidt, når du har afføring. Du kan beskytte dit tøj med et bind eller lignende. Der er ingen grund til at ændre spise- eller afføringsvaner. Du må tørre dig på sædvanlig vis efter toiletbesøg, og du må gerne bruge bruser eller bidet til at vaske dig med, når du har haft afføring.
Forvent gullig slimproduktion
På grund af irritation i tarmen kan der komme gulligt slim fra tarmen. Det er helt normalt og ikke et tegn på betændelse.
Hold maven i gang
Du kan opleve at have hård mave efter behandlingen. Hold maven i gang med fx svesker, sveskejuice, kosttilskud med loppefrøskaller eller tabletter med magnesiumoxid (fås i håndkøb på apoteket). Husk også at bevæge dig og at drikke 2 liter væske dagligt.
Hvis du oplever tiltagende smerter
Hvis du oplever tiltagende smerter, feber og utilpashed, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Kontrol
Efter cirka 4-6 uger skal du til kontrol i vores ambulatorium, hvor vi foretager en undersøgelse af endetarmen for at se effekten af elastikbehandlingen.
Hvis du efter elastikbehandlingen er tilfreds med resultatet, kan du blot ringe afbud til kontroltiden i ambulatoriet.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.