Du skal have lavet en undersøgelse, som kan påvise, hvor meget spyt du danner. Undersøgelsen bruges i forbindelse med udredning af et såkaldt ’Sjøgrens syndrom’.
Sjøgrens syndrom kan opstå som led i en bindevævs- eller gigtsygdom, fx leddegigt, eller som en selvstændig sygdom. Typiske symptomer er øjen- og mundtørhed samt træthed. Du kan læse mere om sygdommen påwww.gigtforeningen.dk.
Testen af spyt er en hurtig, simpel og smertefri undersøgelse, som vi foretager i ambulatoriet.
Sådan foregår undersøgelsen
Ved spyttesten skal du afgive det spyt, du har, i et opsamlingsbæger over 15 minutter. Er spytmængden større end 1,5 ml, er resultatet normalt.
Du skal muligvis også have taget en biopsi. Det afhænger dog af, hvor meget spyt du afgiver. Biopsien tages typisk på bagsiden af læben. Det tager alt i alt 15 minutter at tage biopsien.
Mundtørhed er et symptom, der kan være bivirkning til medicin, men i så fald vil spytproduktionen være normal.
Hele undersøgelsen varer cirka 30 minutter.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til testen
For at spyttesten giver et retvisende resultat, må du ikke spise, drikke, børste tænder, tygge tyggegummi, spise pastiller eller ryge i 2 timer før testen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.