Efter en indlæggelse på intensiv afdeling kan du opleve, at det er svært at huske forløbet. Det kan der være flere grunde til, fx alvorlig sygdom, medicin eller at du har været konfus.
Hvis du har fået døsende og smertestillende medicin, kan det være svært at adskille dag og nat, skille drøm fra virkelighed og fornemme, hvad der er foregået omkring dig. Måske husker du brudstykker fra indlæggelsen, fx lys, lyde eller fornemmelsen af apparater på og omkring dig.
Nogle patienter kan have en svær periode efter indlæggelsen. Nogle fortæller om fysiske og psykiske problemer såsom smerter, søvnbesvær, angst, uro, koncentrationsbesvær og humørsvingninger.
På de følgende sider beskriver vi noget af det, du kan have oplevet under indlæggelsen på Notia. Vi håber, at det kan hjælpe dig til at få en forståelse af dine oplevelser eller erindringer fra indlæggelsen.
Der er også mulighed for, at du kan se afdelingen og/eller tale med en sygeplejerske. Du eller din pårørende er velkomne til at kontakte afdelingen.
Patientforening
Der findes en nordjysk patientforening for tidligere indlagte, intensive patienter og pårørende: PIPS. PIPS har en hjemmeside:
www.pips.nu
.
Gennem foreningen kan du møde andre tidligere indlagte, intensive patienter. Det er foreningens erfaring, at I på denne måde kan støtte hinanden.
Din behandling på Notia
|
|
|
|
|
På intensiv er man tilkoblet en del overvågningsudstyr.
|
Apparatur
På intensiv afdeling er man koblet til en del udstyr. Udstyret har forskellige alarmer, der kan lyde intense eller skræmmende. Måske kan du huske nogle af disse lyde.
Alarmerne fortæller os om eventuelle ændringer i tilstanden; om der er noget, vi skal være opmærksomme på og gøre noget ved. Alarmerne kan dog også blot være teknisk betingede, som en ledning, der har løsnet sig eller en medicinpumpe, der er ved at være tom.
Overvågningsudstyr
Hjerterytmen overvåges via elektroder, der er klistret på brystkassen. Elektroderne forbindes ved hjælp af tynde ledninger til overvågningsskærmen, der hedder skopet, på væggen ved din seng. På skopet kan vi følge hjerterytme, blodtryk, temperatur og iltning af blodet.
|
|
|
|
|
Skopet viser hjerterytme, blodtryk og iltning af blodet.
|
Blodets iltning måles via en klemme på fingeren. Det kaldes en saturationsmåler.
Der vil næsten altid være behov for at kunne måle blodtrykket kontinuerligt. Til det formål lægger vi et tyndt plastikrør ind i en pulsåre, oftest i håndleddet. Det kaldes en arteriekanyle. Ved hjælp af arteriekanylen kan vi hele tiden måle blodtrykket og se det hele på overvågningsskærmen. Vi kan også tage blodprøver fra arteriekanylen.
Hver time – og sommetider oftere – skriver vi de tal ned, vi kan aflæse på skærmen. Det vil sige puls, blodtryk, saturation, temperatur og andre vigtige oplysninger, der fortæller os om den fysiske tilstand.
Respirator
Har du været kritisk syg med vejrtrækningsproblemer, har du måske haft behov for behandling med respirator. Respiratoren hjælper med at trække vejret. Nogle gange gør den hele arbejdet, fx når man er bedøvet, og andre gange støtter den ens egen vejrtrækning.
|
|
|
|
|
Respiratoren har også en monitor, der viser, hvordan den hjælper med vejrtrækningen.
|
Man er koblet til respiratoren enten med et plastikrør, kaldet en tube, som bliver lagt ned til lungerne gennem munden, eller gennem et hul på halsen – en trakeostomi. Man er bedøvet, mens tuben lægges ind.
Tuben sikrer, at luften føres direkte ned i lungerne, men gør også, at man ikke selv kan hoste den slim op, som lungerne producerer. Det er derfor nødvendigt at fjerne slimen flere gange i døgnet ved at suge den op. Sugningen kan gøre, at man kommer til at hoste.
Tuben passerer ned gennem stemmelæberne, hvilket bevirker, at man ikke kan tale. Det kan føles meget ubehageligt ikke at kunne tale, og det kan give megen frustration både hos patient og pårørende. Personalet har forskellige redskaber og metoder, som vi bruger til at forstå, hvad der bliver sagt. Ofte må man forsøge sig frem.
Så snart tuben er fjernet, kan man dog tale som tidligere. Ofte med en smule hæshed det første stykke tid.
Blærekateter
Næsten alle patienter på intensivt afsnit får lagt et kateter i blæren via urinrørsåbningen. Urinen føres derigennem direkte ned i en opsamlingspose, hvor vi aflæser, hvor meget der produceres hver time. Mængden fortæller os noget om, hvordan nyrerne fungerer, og giver et indtryk af kroppens væskebalance.
Ved hjælp af blærekateteret måler vi desuden temperaturen.
Blærekateteret kan virke irriterende på slimhinden, og det kan give ømhed eller en følelse af at skulle tisse.
Medicin, væske og ernæring
På intensiv afdeling har alle patienter drop i en eller flere blodårer. Droppet bruges til væske, medicin og eventuelt ernæring. Nogle patienter får desuden anlagt et større drop i en stor vene. Dette drop hedder et CVK. CVK anlægges ofte på siden af halsen eller ved kravebenet.
For at vi kan give de rigtige mængder væske og medicin bruger vi små pumper, der hænger ved siden af sengen. Pumperne blinker og kan alarmere med lyde.
|
|
|
|
|
Pumper til medicin.
|
Under et sygdomsforløb er det vigtigt at tilføre kroppen tilstrækkelig ernæring, og som oftest er patienten ikke i stand til at spise som normalt. I stedet lægges en sonde gennem næsen eller munden. Sonden er en tynd plastikslange, som fører ernæring direkte ned i mavesækken. Ernæringsproduktet bliver også styret af en pumpe, oftest over hele døgnet. Sonden bruges desuden til at give medicin.
|
|
|
|
|
Pumpe til ernæring.
|
Trykmåler
Hos patienter, hvor der er risiko for at trykket i hjernen kan stige, vil der være tæt overvågning af bevidsthedsniveauet og pupillernes evne til at trække sig sammen. Hver time eller oftere vækker vi patienten og lyser i øjnene med stærkt lys for at kontrollere, at pupillerne har normal størrelse, og at de trækker sig sammen.
Hos nogle vågne og de fleste patienter, der får sovemedicin, anlægger vi desuden en camino. Caminoen er en trykmåler, der måler trykket i hjernen og viser effekten af behandling. Den sidder på hovedet som en lille ”antenne”.
Dræn
Hjernen producerer en vis mængde væske i døgnet. Nogle patienter kan ikke ”drænere” væsken videre i systemet på grund af blødning eller hævelse. Derfor kan der opstå behov for, at patienten får anlagt et dræn – en tynd plastikslange – der udtømmer hjernevæske og/eller blod. Drænet sørger ved hjælp af modtryk for, at den rette mængde væske bliver dræneret ud.
|
|
|
|
|
Dræn.
|
Bevægelse/mobilisering
At være kritisk syg og inaktiv er en stor belastning for kroppen og kan give komplikationer. Under din indlæggelse har vi forsøgt at kompensere for din inaktivitet ved at sørge for en vis grad af bevægelse. Fx har vi regelmæssigt ændret din lejring, det vil sige ændret den måde du lå i sengen. For patienter, hvis tilstand tillader det, hjælper vi desuden med at komme over at sidde i en stol noget af tiden frem for at ligge i sengen.
Vi samarbejder med sygehusets fysio- og ergoterapeuter om bevægelse/mobilisering. Sygehusets portører hjælper desuden med at ændre lejring samt hjælpe patienter over i en stol. Hertil bruger de ofte en lift, der sidder i loftet.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, eller vil du gerne se afdelingen, så kontakt os.