Ved tørst stiger blodets koncentrationsgrad. Normalt medfører det en frigivelse af antidiuretisk hormon (ADH) fra hypofysen, som virker i nyrerne ved at hæmme udskillelsen af urin. På den måde forhindres en yderligere stigning i blodets koncentrationsgrad, og væskebalancen opretholdes.
Du skal have lavet en tørsteprøve, som vil afsløre, hvorvidt din produktion af ADH eller dets virkning er normal eller nedsat. Manglende produktion eller virkning af hormonet ses blandt andet hos patienter med diabetes insipidus, som er en meget sjælden sygdom. Sygdommen er kendetegnet ved udskillelse af store mængder ukoncentreret urin og deraf følgende øget tørst og stort væskeindtag.
Sådan foregår undersøgelsen
Du skal være indlagt under tørsteprøven. Du bliver overvåget af en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent under selve undersøgelsen. Dette sker for at sikre, at du har det godt og ikke indtager væske.
Når du møder i sengeafsnittet, bliver du modtaget af en læge og en sygeplejerske.
Tørsteprøven skal først gennemføres på indlæggelsens 2. døgn, og derfor kan du eventuelt komme hjem, når du har talt med lægen og sygeplejersken.
Tager du hjem, skal du være tilbage inden sengetid.
Hvis du bor tæt på hospitalet, vil det også være muligt at overnatte hjemme den første nat og møde på afdelingen klokken 7.00 den følgende morgen.
Klokken 7.30 får du morgenmad inklusiv drikkevarer, dog ikke kaffe eller te. Du må gerne tage din vanlige medicin, medmindre du får anden anvisning.
Efter morgenmaden bliver du bedt om at lade vandet, og du bliver vejet første gang. Du skal nu tørste frem til klokken 16.00. Du må få lidt tørkost, fx knækbrød eller andet brød med en skive pålæg eller ost.
Du må ikke forlade sengeafsnittet under undersøgelsen. Du må heller ikke ryge.
Under undersøgelsen får du opsamlet urin, taget blodprøver og kontrolleret din vægt hver 2. time. Du skal være sengeliggende ½ time, før du skal have taget blodprøver. Hvis du taber mere end 3 % af din udgangsvægt, afbryder vi tørsteprøven før tid.
Normalt kan kroppen godt tåle et væsketab på op til
3 % uden problemer. Du kan dog få en fornemmelse af tørst, og nogle bliver svimle af undersøgelsen.
Symptomerne forsvinder, så snart du får lov til at drikke væske igen.
Undersøgelsen varer cirka 8 timer.
Sådan forbereder du dig
Du skal ikke være tørstende eller fastende, når du møder til undersøgelsen.
Når du kommer hjem
Der er ingen forholdsregler efter undersøgelsen.
Svar på undersøgelsen
Det tager 2-3 uger at få analyseret samtlige urin- og blodprøver. Derefter får du svar på undersøgelsen per brev, eller du bliver tilbudt en kontroltid i vores ambulatorium.
Hvis undersøgelsen viser, at du mangler ADH, vil behandlingen bestå i at tilføre kroppen hormonet i form af tabletter eller næsespray. Hvis dine symptomer er meget udtalte, og hvis mistanken om diabetes insipidus er stærk, kan lægen ordinere behandlingen, inden du får svar på undersøgelsen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.