Du skal til årsstatus i Endokrinologisk Ambulatorium som en del af din diabeteskontrol. Du møder en diabetessygeplejerske, og du skal forvente, at besøget varer 45 minutter.
Bemærk, at de aftaler, du allerede har om besøg i ambulatoriet, stadig gælder, selvom du skal til års-status.
Sådan foregår undersøgelsen
Sygeplejersken laver status på blodtryk og vægt, måler følesans i dine fødder og ser på stikkeområder. Samtidig vil der blive stillet spørgsmål om rygning, besøg hos fodterapeut og øjenlæge.
Afhængig af dine behov taler vi om lavt blodsukker, forholdsregler ved motion, sygdom med mere.
Vi ser på data fra pumpen og gennemgår pumpens funktioner efter behov.
Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål.
Sådan forbereder du dig
Medicinstatus
Hvis du får medicin for forhøjet blodtryk og/eller kolesterol, skal du medbringe navnet på tabletterne.
Aflæs pumpe, og medbring koder til pumpe
Hvis du anvender CareLink eller Diasend, må du gerne aflæse pumpen hjemmefra. Hvis du ikke har mulighed for dette, kan vi gøre det under besøget. Medbring gerne koder, hvis du bruger CareLink.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.