Du skal have foretaget en glukosebelastning for at bestemme, hvor meget væksthormon der bliver dannet i din krop.
Vi laver undersøgelsen, fordi vi mistænker, at din produktion af væksthormon er for stor, eller for at foretage en status på behandlingen af forhøjet væksthormonproduktion.
Sådan foregår undersøgelsen
Dagen før undersøgelsen bliver du indlagt på sygehuset, hvor du bliver målt og vejet.
Ved begyndelsen af undersøgelsen lægger vi en kanyle (venflon) i en blodåre i din albuebøjning. Herefter skal du holde dig i ro i mindst ½ time. Vi tager blodprøver fra kanylen i din arm 2 gange med 5 minutters mellemrum. Herefter skal du drikke et glas sukkervand, og i løbet af de efterfølgende timer tager vi blodprøver fra kanylen med jævne mellemrum for at følge dit blodsukker og produktionen af væksthormon.
Til sidst fjerner vi kanylen fra din arm, og du kommer tilbage til sengeafsnittet, hvor du får serveret mad og drikke.
Hvis du ikke har aftalt yderligere undersøgelser, samtaler eller behandlinger under indlæggelsen, kan du forvente at blive udskrevet fra sengeafsnittet efter undersøgelsen.
Undersøgelsen varer cirka 4 timer.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til undersøgelsen
Du skal være fastende og sengeliggende fra midnat inden undersøgelsen.
Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra midnat og frem til undersøgelsen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke lidt vand.
- Du må ikke ryge.
- Du må ikke tage medicin fra midnat inden undersøgelsen, medmindre du har aftalt det med lægen.
Tag ikke brusebad
Du må ikke tage brusebad eller vaske dig om morgenen inden undersøgelsen, og du SKAL forblive liggende i sengen. Tandbørstning og toiletbesøg er dog tilladt.
Når du kommer hjem
Svar på undersøgelsen
Den behandlende læge indkalder dig til svar og videre planlægning af din behandling, når alle svar fra undersøgelsen er klar. Hvis vi har aftalt, at du får samlet svar på denne og eventuelle andre undersøgelser, kan det påvirke ventetiden.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.